Marie Brixtofte, datter af den detroniserede og nu afdøde Farum-borgmester Peter Brixtofte, tager en sjældent lang tænkepause, når man spørger hende, om hun er et politisk menneske.

»Det kommer an på, hvordan du definerer politik;« svarer hun i første omgang.

B.T. har sat hende stævne i hjembyen Farum i anledning af hendes nye bog, hvor hun fortæller om at være barn i en dysfunktionel familie. Om faderens svigt. Men også om, hvordan han trods alt har præget hende og hendes søskende.

Tilbage i 1970'erne sagde man, at alt var politik. Det er én defintion ...

»Jamen, så er jeg politisk. Men jeg er det på en måde, hvor jeg er optaget af at hjælpe andre og nedbryde tabuer,« svarer Marie Brixtofte.

Æblet er altså ikke faldet så forfærdeligt langt fra stammen.

Hendes far var i de sidste år op til sin død for to år siden radikal. Og det er hans datter også. Hun er sågar medlem af Radikale Venstre.

»For nylig mødtes jeg med Sofie Carsten Nielsen (stedfortrædende politisk leder for Radikale Venstre, red.) for at give hende min bog og sige tusind tak for hendes store arbejde. Jeg sagde til hende, at hun ikke må give op,« siger Marie Brixtofte.

Særligt ét spørgsmål optager hende.

»Jeg er meget ked af, hvordan flygtninge bliver behandlet i Danmark, og jeg er chokeret over, at Socialdemokratiet stemte nej til kvoteflygtninge,« siger hun.

Normalt ser hun ikke nyhedsudendelser i tv, da det gør hende for arrig.

»Jeg gjorde det en dag her i forbindelse med bogen, og jeg fik lyst til at sige mit job op og tage ud på Udrejsecenter Sjælsmark og købe ordentlige møbler til dem, lave en indsamling og sørge for, at de får grøntsager. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Det påvirker mig for meget,« siger hun.

Hun lægger ikke skjul på, at meget af ansvaret ligger hos det parti, hendes far var medlem af.

»Jeg tror, min far vender sig i graven over den politik, Venstre fører over for flygtninge p.t. Min far var jo en ægte liberal, men han var også socialliberal. Da han blev fravalgt som minister af Anders Fogh, begyndte partiet at tage en anden drejning. Ikke den drejning, det siden har taget,« siger hun.

Kunne du finde på at gå ind i politik?

»Jeg har kontakt med partiet lokalt, men jeg kunne ikke finde på at gå ind i politik,« lyder det fra Marie Brixtofte, der til daglig arbejder som psykolog i Børn, Unge & Sorg.

Hvorfor ikke?

»Det er et utaknemmeligt job. Jeg er dybt taknemmelig over, at der er nogen, der gider være politikere. Der er så mange kameler, der skal sluges,« siger hun.

Hun åbner dog en lille kattelem:

»Jeg har været økonomi i 10 år, og nu er jeg psykolog. Det kan være, at jeg bliver lokalpolitiker, når jeg er 50. Jeg synes, Hans Toft (Gentoftes konservative borgmester, red.) gør det fint, men der er sikkert noget, der kan blive bedre i Gentofte,« siger Marie Brixtofte.