»Hvordan tørrer du din numse?«

Det spørgsmål har ramt 50-årige Brian Larsen fra Løsning som en hammer.

En mand, som i mange år var aktiv både som fritidsdykker og jæger.

Han har cyklet over 20 kilometer hver vej til og fra arbejde og har i det hele taget altid været en udadvendt mand med fart på.

Lige indtil den dag, han på jobbet som lagermand på en virksomhed i Vejle fik en 20 kilo tung blok frossen kød ned over sig fra flere meters højde og kom alvorligt til skade med højre skulder.

Han har siden da også måttet leve med konstante smerter i begge hænder, som han ligesom skulderen er opereret i. Og har siden 2015 været i et ressourceforløb i Hedensted Kommune, der fortsat tester, hvad han eventuelt kan bidrage med.

Bl.a. har han i en periode to timer ugentligt skulle vise, om han er i stand til at presse nogle møtrikker ned gennem et hul.

Han har også sat mærkater på kasser.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Ligesom han er blevet bedt om at putte nogle ‘dippedutter,’ som han selv kalder det, ned i poser.

Men på det seneste møde, Brian Larsen bliver indkaldt til på kommunens jobcenter, hvor han kommer til at sidde over for en sagsbehandler, en vejleder og en virksomhedskonsulent, går alt med ét i sort for den 50-årige østjyde.

»På et tidspunkt siger min sagsbehandler: 'Det er bemærkelsesværdigt, at du ikke kan mere.' Inden jeg når at svare, siger virksomhedskonsulenten: 'Hvordan børster du dine tænder?' Og så kommer spørgsmålene sådan - bum bum bum - lige oven i hinanden.«

»'Hvordan drikker du af et krus'?' Og så: 'Hvordan tørrer du din numse?',« siger en tydelig berørt Brian Larsen til B.T., der besøger ham i hans sirligt julepyntede hjem i Løsning.

Han, der er en velformuleret mand og uddannet i først reservedelsbranchen og siden som pædagog, tror i første omgang ikke sine egne ører på mødet på jobcenteret.

»Jeg kigger på min bisidder og rundt i lokalet. Jeg er helt chokeret, og det er hun også. Selv om det er fem uger siden, er jeg stadigvæk chokeret over det. Jeg spørger dem så, om jeg hørte rigtigt. Om det er ligesom med pottetræning i en børnehave?«

»Jeg spørger: Vil I vide, hvordan jeg tørrer min numse? Jeg er 50 år gammel. Skal jeg rejse mig op foran jer tre og vise, hvordan jeg tørrer min numse?,« fortæller Brian Larsen, som nu har svært ved at holde tårerne tilbage.

»Da jeg spørger igen, siger virksomhedskonsulenten: 'Ja. Rejs dig op. Vis os, hvordan du tørrer din numse. Vis os det.'«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Brian Larsen er rystet. Der er helt stille i mødelokalet.

»Det har sat sig i kroppen på mig. Det, jeg synes, er mærkeligt, er, at der er ingen af dem - ingen - der på noget tidspunkt bryder ind og siger, at det her er grænseoverskridende. Jeg synes, det nedværdigende. Ydmygende. Det er voksenmobning over for en person, der sidder i den situation, jeg gør,« siger Brian Larsen.

Tilbage til mødet. Der er stadig stille i lokalet. Ingen siger noget.

Til sidst kan Brian Larsen ikke holde ud at være der mere.

»Jeg rejser mig op og går ud sammen med min bisidder. Da vi kommer ud i bilen, bryder jeg sammen. Jeg bryder grædende sammen. Hele kroppen ryster efter den behandling. Jeg kan ikke selv køre hjem. Det gør hun,« fortæller han.

At mødet er kommet i stand skyldes, at han under de ugentlige to timers jobtræning tilsyneladende ikke har sat tilstrækkelig mange mærkater på kasser eller fået presset tilstrækkeligt mange møtrikker ned gennem huller.

»En af gangene kommer vejlederen tilbage til mig og siger: Har du ikke lavet flere end dem dér? Og jeg siger, som det er, at jeg har gjort, hvad jeg kan. Jeg kan jo ikke mere på grund af smerter i hænderne.«

I dagene efter bliver han indkaldt til mødet, der holdes 31. oktober.

»Det har sat sig i kroppen på mig. Det, jeg synes er mærkeligt, er, at der er ingen af dem - ingen - der på noget tidspunkt bryder ind og siger, at det her er grænseoverskridende. Jeg synes, det nedværdigende. Ydmygende. Det er voksenmobning over for en person, der sidder i den situation, jeg gør.«
»Det har sat sig i kroppen på mig. Det, jeg synes er mærkeligt, er, at der er ingen af dem - ingen - der på noget tidspunkt bryder ind og siger, at det her er grænseoverskridende. Jeg synes, det nedværdigende. Ydmygende. Det er voksenmobning over for en person, der sidder i den situation, jeg gør.« Foto: Claus Fisker
Vis mere

Brian Larsen er indtil videre sygemeldt fra ressourceforløbet. Han har ondt i maven, ondt i hovedet og har problemer med at sove efter oplevelsen på jobcentret. Og bliver ind imellem stadig ramt af grædeture.

»Jeg har altid kunne lide at arbejde. Jeg betalte endda selv for den første skulderoperation på Mølholm, så jeg hurtigt kunne komme i gang igen. Nu er jeg så i den her situation og oplever et system, der sparker nedad. Som en del af den nye underklasse. Jeg synes ikke, nogen skal behandles på den måde.«

B.T. har kontaktet borgmester i Hedensted Kommune, Kasper Glyngø (S). Han er meget ærgerlig og ked af sagen. Og lægger sig fladt ned:

»Jeg kan kun sige undskyld til Brian Larsen. Det her er selvfølgelig ikke i orden. Sådan skal vi ikke tale med vores borgere. Det skal være med ordentlighed og respekt. Jeg er virkelig ked af, han skal opleve det her,« siger borgmesteren, som nu har indskærpet over for medarbejderne, at det ikke er i orden at gå tæt på borgernes intimsfære.