Inden længe træder EUs kemikalielovgivning i kraft, som betyder, at mange af de farver, som tatovører har brugt i årevis, vil blive ulovlige.

Intentionen med loven skulle være god. Men faktisk vil den reducere sikkerheden.

Det mener i hvert fald Henning Jørgensen, der ejer Royal Tattoo i Helsingør. Og som det ser ud lige nu, vil han ikke kunne tatovere efter 4. januar, hvor lovgivningen træder i kraft, fordi producenterne ikke er klar med nye produkter.

Ifølge Henning Jørgensen er tatoveringer så populære som aldrig før. Og de nye regler vil ikke stoppe nogen i at få foreviget en tegning på kroppen. Det vil derfor skabe en kæmpe undergrundslevering.

»Det er næsten umuligt for os at få leveret de nye produkter inden 4. januar. Og folk vil gerne tatoveres, så man vil få en masse mennesker, der vil sidde hjemme med nålen – og så ryger kontrollen,« siger han og fortsætter:

»Jeg har store projekter i gang, som jo ellers har været lovlige. Og dem kan jeg ikke nå at have færdige i starten af januar.«

Henning Jørgensen synes, at det er ærgerligt for branchen. Specielt fordi den har brugt mange år på at blive anerkendt.

»Og det er vi nu. Vi er underlagt så mange regler, og sikkerheden er så stor,« fastslår han.

Loven, der rammer Danmark i starten af 2022, hedder REACH. Den forbyder og regulerer mere end 4.000 stoffer i tatoveringer og permanent makeup, da man har mistanke om, at de kan være allergi- og kræftfremkaldende. Derudover skal blækket mærkes efter nye regler.

En præmis, som tatovøren ikke køber.

»Der er 56 millioner i verden, der er tatoveret, og der findes under 100 alvorlige tilfælde af allergier. Det er rimelig interessant,« siger han.

Og at der slet ikke skulle være behov for den nye lov, bakkes op af Jørgen Serup. Han er professor, dr.med. og overlæge ved Bispebjerg Hospitals dermatologiske afdeling og leder af 'tatoveringsklinikken'.

Han går faktisk så langt som at kalde REACH »et håbløst foretagende«, »en skandale« og »grotesk«.

Jørgen Serup er professor, dr.med. og overlæge ved Bispebjerg Hospitals dermatologiske afdeling og leder af 'tatoveringsklinikken'.
Jørgen Serup er professor, dr.med. og overlæge ved Bispebjerg Hospitals dermatologiske afdeling og leder af 'tatoveringsklinikken'.
Vis mere

»Det er helt grotesk, at man sætter verden på den anden ende. Det er et håbløst foretagende. En lovmæssig skandale at skabe så stor en forandring i en branche,« mener Serup og uddyber:

»Man tager udgangspunkt i, at tatoveringer giver cancer. Men faktum er, at der ikke er konstateret et eneste tilfælde af cancer, hvor man kan sige, at det er kommet på grund af en tatovering. Man regulerer altså mod et monster, som ikke findes, men som bare er en forestilling.«

Også Jørgen Serup ser mange konsekvenser ved den nye lov.

»Der vil opstå kriminelle tilstande. Produkter fra Asien med falske certifikater vil komme til Danmark, og man vil opleve, at folk laver deres egne certifikater. Derudover vil amatør-tatovører blomstre. Man flytter forretningen fra butikkerne og til gaden, baggårde og garager. Og så opstår der problemer med hygiejnen,« siger overlægen.

Han mener altså, at slutproduktet af REACH vil forværre kundesituationen og sikkerheden.

»Det hele bliver mere åndssvagt, end det var forud. Man ønsker at gøre noget godt mod cancer, der ikke er der, men ender med at skade hele området og reducere sikkerheden,« siger Jørgen Serup.