Et kontrolbesøg hos Botilbuddet Nørreenheden har konstateret så store fejl og mangler, at botilbuddet ikke længere må håndtere medicin for deres borgere.
Det har Styrelsen for Patientsikkerhed bestemt efter et kontrolbesøg 23. november, oplyser styrelsen.
Nørreenheden er beliggende i Aalborg Kommune og er et socialpædagogisk botilbud.
Her bor i alt otte udviklingshæmmede borgere, der dagligt skal have medicin. Men for nu har Nørreenheden ikke tilladelse til at give medicin.
Efter styrelsens besøg har man udarbejdet en rapport, hvor konklusionen overordnet lyder, at 'håndtering af lægemidler (...) udgør en væsentlig og alvorlig patientsikkerhedsrisiko, da reglerne skal sikre, at medicinhåndtering sker på forsvarlig vis'.
Derudover fremgår det også, at medicinhåndteringen generelt rummer en alvorlig fare for patientsikkerheden.
I alt har Styrelsen for Patientsikkerhed konstateret fejl og mangler hvad angår medicinlister, medicinbeholdning og administration samt instrukser.
Noget af det styrelsen har vurderet er, at den aktuelle og ikke-aktuelle medicin ikke blev holdt adskilt, hvilket kan udgøre en væsentlig risiko for patientsikkerheden.
Og endelig har botilbuddet ikke levet op til de fornødne regler hvad angår instrukser. Herunder, at det ikke fremgik, hvilke medarbejdere, der har kompetencer til hvad – og hvad man skulle gøre, hvis ikke der var en medicinansvarlig på arbejde.
Alt i alt: Botilbuddet må således ikke have noget med medicin at gøre, for man har indgivet en række tiltag til styrelsen, som skal stemme overens med det lovpligtige.
B.T. har talt med Vibeke Bille Rasmussen, der er daglig leder på botilbuddet, og forelagt hende kritikken fra styrelsen.
Ifølge hende handler det grundlæggende om, at botilbuddet har kørt en skriftligt praksis frem for en digital.
»Nu skal vi have alt det digitale over i det skriftlige, som styrelsen vil have det. Men jeg vil også godt sige, vi aldrig har været i tvivl, hvad der skulle gøres. Vi har haft 100 procent styr på tingene.«
Men der har ifølge styrelsen ikke været godt nok styr på det. Hvordan kan det lade sig gøre?
»Vi troede, at det, vi gjorde, var dækkende. Vi har hele tiden dokumenteret alt, hvad vi har foretaget – bare ikke på den måde, som styrelsen vil have. Instrukserne har været meget klare og overskuelige.«
»Og selvfølgelig retter vi os efter den henvendelse, som styrelsen er kommet med. Det har vi også orienteret de pårørende om, og indtil videre har vi ikke fået reaktioner.«
Styrelsen henviser ofte til pjecen 'korrekt håndtering af medicin' fra 2019. Vi er snart i 2022, så hvorfor følger I ikke den?
»Det er et togrenet spørgsmål. Vi har ført tingene korrekt, men ikke i den form, som styrelsen vil have. Vi har kørt med håndskrevne lister, og nu skal det være digitalt.«
»Når det så er sagt, så kan vi lære af det her. Og det arbejder vi ihærdigt på. Vi har taget kontakt til et konsulentfirma, som hjælper os med at finde ud af, hvordan man skal gøre det bedst muligt. Det skal nok blive rigtig godt.«
Vibeke Bille Rasmussen tilføjer, at det er hjemmesygeplejersker udefra, som kommer og håndterer medicin, mens påbuddet står på.
Hvornår botilbuddet selv kan håndtere medicin, kan hun ikke svare på.
»Styrelsen har sagt, vi skal give os god tid. Men vi vil gerne overtage administrationen igen, så vi er helt indstillet på at efterleve kravene.«


