Boligejere har sovet sig til store formuer under coronakrisen, som overraskede alt og alle og sendte boligpriserne på himmelflugt i store dele af landet.

Men i nogle egne af landet har prisfesten endnu ikke udlignet det gigantiske fald, boligpriserne tog i kølvandet på finanskrisen i 2007.

Faktisk har boligejerne i hele 25 ud af Danmarks 98 kommuner endnu ikke indhentet det tabte oven på finanskrisens voldsomme prisdyk, skriver finans.dk.

Værst ser det ud for husejerne på Lolland og i Vordingborg, hvor salgspriserne i dag ligger hele 23 procent under salgspriserne i 2007, mens huspriserne på Samsø fortsat ligger 22 procent under toppen i den gyldne tid inden finanskrisen.

Boligejerne i hovedstadsområdet har sovet sig til store gevinster under coronakrisen. I andre dele af landet ligger huspriserne stadig under topniveauet lige før finanskrisen i 2007.
Boligejerne i hovedstadsområdet har sovet sig til store gevinster under coronakrisen. I andre dele af landet ligger huspriserne stadig under topniveauet lige før finanskrisen i 2007. Tobias Kobborg

Hvis man købte et hus til omkring en million kroner i 2007 i en af de tre kommuner, vil man altså kun sælge det for cirka 800.000 kroner i dag.

»Vi har set den ene succeshistorie efter den anden om, hvor stærkt boligsalget er gået, og hvordan det har sat gang i kraftige prisstigninger over hele landet. Det er da også en del af fortællingen, men kun en del,« siger Mira Lie Nielsen,  chefanalytiker i Nykredits chefanalytiker, til finansmediet.

Det er især yderkommuner på Sjælland, kommuner på Fyn og ø-kommuner, hvor huspriserne endnu ikke er kommet på niveau med 2007.

Det skyldes ifølge Mira Lie Nielsen, at det, der i dag omtales som boligboble-opbygningen i årene op mod finanskrisen, i høj grad var et fænomen på især Sjælland og til dels på Fyn.

Prisstigningerne på huse i store dele af Jylland var op til finanskrisen mere jævne, og derfor oplevede mange jyske boligejere heller ikke lige så voldsomme dyk, som det var tilfældet i flere sjællandske og fynske kommuner.

På landsplan er huspriserne i gennemsnit steget cirka 12 procent alene det seneste år, men stigningerne er meget ujævnt fordelt ud over Danmarkskortet og har altså ikke kunnet trække de sidste 25 kommuner op på topniveauet lige før finanskrisen.

Det seneste år har de mange hushandler ellers givet solide prisstigninger ude i landet.

Og det har ifølge en analysen fra Nykredit løftet huspriserne i 23 kommuner op over det hidtidige topniveauet i 2007 (boligejerne i de resterende kommuner havde allerede før coronakrisen indhentet det tabte oven på finanskrisen).

Det gælder blandt andre Solrød, Dragør og Bornholm kommuner, som det seneste år har løftet sig 16-17 procent op over niveauet lige før finanskrisen.