»Det er voldsomt frustrerende og trist at se sit barn få det værre. Men det virker ikke til, at der er ressourcer nok. Tiden går og går og går … lidt ligesom nu. De skal helt ned og ligge, før de bliver hørt.«
Sådan siger Sine Bang om behandlingen af mennesker med spiseforstyrrelser. Hun er mor til 13-årige Emma, der lider af anoreksi.
Sygdommen er nu så alvorlig, at datteren i denne uge bliver indlagt i Roskilde for – forhåbentlig – at få det bedre.
Men skal man tro statistikkerne, vil Emma med stor sandsynlighed også om mange år være patient i psykiatrien. Nye tal fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed viser nemlig, at en ud af tre børn og unge, der modtager behandling i psykiatrien, fortsat er en del af behandlingssystemet, når de bliver voksne.
Andelen er steget over en længere periode.
»Det er ikke umiddelbart et problem, men det er problematisk, hvis det er et udtryk for, at de kommer over i voksenpsykiatrien for tidligt og ikke har fået tilstrækkelig hjælp i kommunen og i børne- og ungdomspsykiatrien,« siger speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Nina Tejs Jørring.
Hun har årelang erfaring med at hjælpe børn og unge med ondt i livet med at få det bedre.
Hun fortæller, at der vil være børn og unge, som gennem hele livet vil have brug for hjælp i psykiatrien. Eksempelvis til medicin eller en kronisk udviklingsforstyrrelse.
Hun har fuldstændig opgivet at leveSine Bang, mor til 13-årige Emma
Det er derfor ikke mærkeligt, de også er patienter som voksne.
Men politisk har der været et stort fokus på hurtig udredning, mens alt det, der kommer efter – behandling og støtte – har haft mindre fokus, forklarer Nina Tejs Jørring.
Mange afsluttes for hurtigt, fordi ventelisten til psykiatrien presses, og så vokser risikoen for, at de igen får brug for hjælp til at få det godt.
Sine Bangs datter er fortsat i begyndelsen af sit forløb. Sine Bang håber derfor på, at datteren trodser statistikkerne, selvom hun har svært ved at tro det.
»Jeg er medlem af en pårørendegruppe på Facebook, og der kan jeg jo se, at mange ikke mener, behandlingen er god nok, og at den varer i årevis. Så jeg frygter da min datters fremtid – hun går glip af meget,« siger Sine Bang.
Indtil videre har Emma modtaget ambulant, familiebaseret behandling, der består af en time med vejning og gruppesamtaler om at tage på i vægt en gang om ugen. Det er dermed op til forældrene stort set selv at sørge for, at børnene tager på i vægt. Metoden er ifølge flere forældre, som B.T. har været i kontakt med, ikke tilstrækkelig.
»Det har i hvert fald ikke virket for os. Hun har fuldstændig opgivet at leve,« siger Sine Bang om sin datter.
Datteren har ikke været i skole i to år nu, men bruger det meste af sin tid under dynen på værelset derhjemme, hvor hun blandt andet er på TikTok og dér søger et fællesskab for andre med spiseforstyrrelser. Hun vejer nu omkring 35 kilo.
Tip os! Har du kendskab til fællesskaber på sociale medier som TikTok, hvor børn og unge samles om spiseforstyrrelser, hører B.T. gerne fra dig. Skriv til journalist Heidi Bendtsen Nielsen på hped@bt.dk
»Emma synes jo ikke selv, hun er syg nok, når hun sammenligner sig selv med andre på TikTok,« siger moderen.
Emma skal i første omgang indlægges sammen med andre børn med psykiatriske lidelser, da der ikke for tiden er plads på afdelingen for spiseforstyrrelser.
»Jeg er med på, at det er mig som mor, der har til opgave at hjælpe og støtte hende. Men jeg kan ikke hjælpe hende, når hun er så hårdt ramt. Der skal nogle professionelle ind over. Det håber jeg så, der kommer nu,« siger Sine Bang.
Hun er ikke den eneste forælder, som oplever, at psykiatrien er presset.
Andelen af 0-17-årige, der bliver diagnosticeret med en spiseforstyrrelse, er steget med 52 procent fra 2009 til 2019, og 15 procent af alle danske børn får i dag en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år.
Men spørger man Nina Tejs Jørring, er løsningen ikke kun at udvide psykiatrien, i takt med at antallet af de yngste patienter vokser.
»Øgningen skyldes ikke kun, at vi er bedre til at diagnosticere lidelse. Det samfund, der er i dag, er svært at leve i – især for de små børn. Jeg vil anbefale, der kommer større politisk fokus på familieliv,« siger hun.
Derfor mener hun, at politikerne bør se på, hvordan det samfund, børnene vokser op i, ser ud, når de læser analyser om, at flere børn får brug for psykiatrisk hjælp og fortsætter med at have behovet, når de bliver voksne.
»Kunne vores samfund indrettes lidt mere børnevenligt? Kan vi hjælpe forældrene, så de har mulighed for at være mere sammen med deres børn, når de er små? Jeg tror, det er her, man blandt andet skal sætte ind.«
