Birthe var ikke bange, da hun tog på arbejde som sygeplejerske tirsdag 17. marts 2020.
Godt nok lider den 61-årige kvinde af type 2-diabetes, men hun kender også sin krop så godt, at hun ikke var nervøs for eventuelt at blive smittet med coronavirus.
Derfor stod hun i frontlinjen i Den Fælles Akutmodtagelse på Svendborg Sygehus og tog denne martsdag imod en kvinde, der havde problemer med vejrtrækningen.
Der var ikke klassiske symptomer på covid-19, så Birthe og kollegaerne brugte ikke værnemidler.
Birthe vurderede, at den specielle vejrtrækning var udløst af noget psykisk, så hun var tæt på kvinden og beroligede hende.
Et par dage senere havde Birthe knoklet i sin have og satte sig på en stol på terrassen med en kop kaffe for at få en velfortjent pause.
Men så mærkede hun en bestemt smerte, der fik hende til at undre sig.
»Jeg sidder og nyder mit resultat, og så kommer den her ømhed snigende i ryggen. Det føltes anderledes,« siger Birthe Ringgaard Mikkelsen.
Den ømme ryg skulle vise sig at være startskuddet på tre forfærdelige uger.
Høj feber og en altoverskyggende udmattelse sneg sig nemlig hurtigt ind på Birthe, der, som dagene gik, fik det værre og værre.
Og en uge efter – 27. marts 2020 – gik den ikke længere: Den 61-årige sygeplejerske blev patient på det hospital, hvor hun selv havde sin daglige gang.
»Jeg fik ilt med det samme, og på et tidspunkt skulle jeg så ud at børste tænder. Jeg lod ilten blive på stuen, men jeg nåede dårligt at gå nogle meter, før jeg ikke kunne få vejret. Det var ubehageligt og en frygtelig oplevelse,« siger hun.
Dengang stod der ikke testcentre på hvert gadehjørne, så Birthe blev først testet positiv for corona 28. marts, og derefter blev hun så overflyttet til et decideret coronaafsnit på Odense Universitetshospital.
Her lå Birthe et par dage, før hun fik en besked, der som sygeplejerske er meget surrealistisk at modtage.
»Jeg fik at vide, at jeg skulle lægges i respirator. Det var vildt. Jeg lagde jo mit liv i deres hænder, men jeg var så dårlig, at der jo ikke var noget at gøre,« fortæller Birthe, som også har talt med Fyens Stiftstidende.
Den første dag med respiratoren var den 61-årige kvinde ikke ved bevidsthed, men så slog hun pludselig øjnene op.
Respiratoren trak stadig vejret for Birthe, og hun kunne ikke tale, men synet og hørelsen var der absolut intet galt med.
»Så kunne jeg ligge der i to dage og se sygeplejersken gå rundt. Jeg er jo en hårdfør vestjyde, men nej, det er sgu ikke sjovt at ligge der, mens de nærmest har en slange i hvert et hul. Det er det altså ikke,« fortæller Birthe.
Når Birthe lukkede øjnene, så hun »sol, måne og stjerner«, og som tiden gik, tænkte hun mere og mere på sin mand og deres tre døtre.
»Kan jeg dø af det her?« spurgte hun sig selv igen og igen.
»Jeg var bange. Det var frygteligt,« husker Birthe tilbage.
Efter tre dage i respirator vurderede lægerne dog, at den 61-årige kvinde var stærk nok til at komme på enestue uden respirator.
Men selvom Birthes fysik godt kunne klare hendes egen hospitalsstue, var tilfældet et helt andet med hendes psyke.
Birthe blev ensom, og med ensomheden fulgte en øget angst.
»Man var vant til at have en sygeplejerske omkring sig hele tiden, og nu lå jeg bare og gloede på nyhederne eller dyreprogrammer på tv'et. Jeg blev endda misundelig på bæveren, der svømmede rundt i vandet. Og så blev jeg mere og mere bange for at få et tilbagefald. Jeg skulle arbejde meget med min mentale tilstand der,« siger Birthe.
Men vestjyden inde i Birthe vandt, og 9. april 2020 blev hun hentet af sin datter og kørt hjem.
Og den følelse husker hun, som var det i går.
»Det var fantastisk. Næste dag blev jeg kørt rundt i min datters ladcykel. Det var så skønt og tiltrængt,« fortæller Birthe.
I dag er hun glad for, at hun klarede den igennem indlæggelse, men hun bliver også til tider frustreret over at se en helt bestemt fortælling på de sociale medier.
Fortællingen om, at covid-19 ikke er farlig, og at det »bare er som en normal influenza«.
»De ved jo ikke, hvad de taler om. Og jeg er endda heldig, at jeg ikke har haft nogen senfølger. Jeg har kollegaer, der har haft langt mindre alvorlige forløb, men som stadig kæmper med følger efter sygdommen,« siger hun.
