Annette Kjær Pedersen har altid holdt af at gå ture og nyde de grønne omgivelser på Alderslyst Kirkegård.

Men på 19 tragiske dage ændrede kirkegården sig for nylig fra et åndeligt pusterum til et sted med en altoverskyggende sorg.

Og der er der en særlig grund til:

Covid-19.

Vi skruer tiden tilbage til december.

Hjemme hos Anette i Silkeborg har hendes familie holdt en dejlig juleaften, men natten til 1. juledag bliver hendes mor så skidt, at hun skal indlægges.

Det er der ikke noget unormalt i. Moderen er lungesyg og har været inde og ude af de midtjyske hospitaler i løbet af de sidste måneder af 2020.

Anettes mor bliver indlagt på Regionshospitalet Viborg, hvor hun er én dag, før hun bliver kørt videre til Regionshospitalet Silkeborg.

Annette Kjær Pedersen har mistet både sin mor og mand til covid-19.
Annette Kjær Pedersen har mistet både sin mor og mand til covid-19.
Vis mere

Her ligger hun én dag, før hun 27. december får lov at komme hjem til familien med en negativ coronatest og i god bedring.

Hun når dog kun at være hjemme seks timer, før hun klokken 20 igen bliver hentet af en ambulance.

»Vi ses. God bedring, mor,« siger Anette til sin mor, før klappen bag ambulancen lukker i.

Et par timer efter går Anette og hendes mand, Søren, i seng, men de når kun at bruge et par timer i drømmeland, før telefonen vækker dem.

Der er en læge i røret. Anettes mor er sovet ind.

Og så er der én ting til.

»De fortæller, at hun har fået svar på den sidste coronatest, hun fik taget, og den var positiv,« fortæller Anette.

Moderen er blevet smittet på Regionshospitalet Silkeborg, hvor der på den afdeling, hun lå på 1. juledag, var udbrudt smitte.

Selv har Annette flere sygdomme, der kan give hende et ubehageligt coronaforløb, så hun frygter, at hun er blevet smittet og lader sig samme dag – mandag den 28. december – teste.

Dagen efter er der svar: positiv.

Straks isolerer hun sig i Silkeborg-hjemmet, men selvom hende og manden Søren også holder sig fra hinanden, bliver han også testet positiv.

Det burde dog ikke være det store problem. Søren er 51 år, fysisk aktiv og en sund mand.

Annette og Søren på en ferie
Annette og Søren på en ferie
Vis mere

De efterfølgende 14 dage er hårde for Annette, der får fuld plade i coronasymptom-banko.

Hun har høj feber. Muskelsmerter. Hovedpine. Er afkræftet. Hele paletten.

Til gengæld virker det umiddelbart til, at Søren slipper for den store tur, men den antagelse skal vise sig langtfra at holde stik.

De første 11 dage af januar er han nemlig sluppet med feber og hoste, men på januars 12. dag – en tirsdag – begynder han at hive efter vejret.

Derfor griber Annette og Søren telefonen.

»Vi ringer til vores læge, og han siger, at Søren skal indlægges på Regionshospitalet Viborg. Lægen fortæller, at han skal have lidt ilt, og så vil han være hjemme inden for et par dage,« fortæller Annette.

Men så går det stærkt.

Dagen efter ryger Søren på intensiv, og da Annette nu har været symptomfri i omkring fire dage, får hun lige nøjagtig lov til at besøge sin syge mand.

»Jeg er ikke særlig bekymret, for jeg ved, at han nok skal komme gennem det. Han så fin ud, men jeg kunne kun besøge ham en time, fordi jeg skulle have sådan en voldsom maske på, da de var bange for, at jeg kunne smitte,« siger hun.

Om torsdagen får han det bedre, og da Annette fredag morgen ringer til hospitalet, får hun en god besked.

»Jeg taler med en kvinde fra hospitalet, der fortæller, at han har sovet godt og iltet pænt. Det gør mig tryg,« fortæller hun.

Annette tager mobilen frem og skriver en sms til sin mand og fortæller, at hun kommer forbi senere.

Den besked får hun aldrig svar på.

Fire timer senere ringer Annette nemlig igen til hospitalet for at aftale detaljer om sit besøg senere på dagen, og der bliver hun viderestillet til en overlæge.

»Hun fortæller, at man klokken kvart i ni har lagt ham i respirator. Jeg forstår det simpelthen ikke, for jeg havde fået at vide, at han havde sovet fint,« fortæller Annette.

Annette besøger fredag eftermiddag sin mand, der ligger på maven og 'sover' i sin koma.

»Risikerer han at dø?,« spørger hun en læge.

»Jeg kan ikke love dig noget,« lyder svaret.

Nu er Annette for alvor bekymret, og snart skal hendes værste mareridt blive til virkelighed.

Det næste døgn går det nemlig op og ned, men natten til lørdag bliver Annette vækket klokken 03.20.

Søren har dannet så meget kuldioxid i lungerne, at han først har fået en blodprop og senere et hjertestop.

Annette får vækket parrets to børn på 23 og 26 år og sætter kursen mod Regionshospitalet Viborg.

Familien ankommer til hospitalet klokken 04.

Klokken 03.50 er Søren blevet erklæret død.

»Vi får det at vide midt på gangen, og vores søn begynder at banke hovedet ind i væggen. Så jeg spørger, om vi ikke kan få et sted at sidde,« husker Annette.

Sørens bisættelse
Sørens bisættelse
Vis mere

På 19 dage har hun mistet både sin mor og mand til covid-19.

Annette føler sig tom indeni og forstår ikke helt, hvad der er sket, men to timer senere får de lov at se deres elskede mand og far.

»Han ligger stadig med rør og slanger ud af munden. Det var meget hårdt,« siger Annette.

På vej ud af hospitalet siger lægen noget, som Annette siden har tænkt meget over.

»Han siger, at man burde tage dem, der ikke tror, corona findes, eller at det bare er en normal influenza, med på afdelingen, hvor Søren døde. Så ville de forhåbentligt blive klogere,« siger Annette.

De efterfølgende dage kæmper familien med at anskaffe Sørens ejendele, som hospitalet har svært ved at finde, og selvom Annette nu har fået både en pose og hans jakke, mangler hun stadig mandens vielsesring.

»Jeg kan ikke overskue at bruge flere kræfter på den ring. Jeg føler mig efterladt med følelsen af, at vi bare kan sejle i vores egen sø. Der har ingen hjælp været, og vi har ikke fået tilbudt hverken psykologhjælp, krisehjælp eller noget helt tredje,« siger Annette.

Men der er også en anden grund til, at Annette finder styrken til at fortælle sin historie til B.T.

Sørens gravsted
Sørens gravsted
Vis mere

Hendes datter har nemlig type 1-diabetes og er derfor i højere risiko for at opleve et alvorligt sygdomsforløb.

Af samme grund vil Annette gerne have, at hendes datter får en vaccine.

»Jeg vil så gerne have mine børn vaccineret, så jeg i det mindste ved, at jeg ikke mister flere af min nære til covid-19,« siger Annette.

Problemet er dog, har TV 2 Østjylland kunnet fortælle, at man i Region Midtjylland skal være fyldt 65 år og være patient på et hospital for at blive indkaldt til vaccination som diabetiker

Det er dog ikke tilfældet i andre regioner, hvor diabetikere på datterens alder i nogle tilfælde har fået stikket.

»Jeg synes, det er uretfærdigt. Vi er endda blevet smittet på et hospital i regionen. Det frustrerer mig, når man hører historier om borgmestre og læger, der lige snupper en vaccine,« siger Annette.

Derfor håber Annette, at regionen enten ændrer deres krav, eller at de med hendes situation vil gøre en undtagelse og »få ro på en ødelagt familie«, som hun selv beskriver det.

Regionens koncerndirektør, Ole Thomsen, siger dog til TV 2 Østjylland, at måden at udvælge diabetikere er »en mest retfærdige og objektive måde at gøre det på, men også den mest arbejdstidsbesparende for lægerne«.