Den bestikkelsestiltalte tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen slår nu fra sig i skandalesagen om det systematiske brud på udbudsloven.

I 2018 slog en ekstern kulegravning fast, at indkøb for 2,5 milliarder kroner hos Rigspolitiet ikke havde været i de lovpligtige udbud.

Da var Bettina Jensen allerede fyret og dermed udråbt som hovedansvarlig for skandalen. Siden er Bettina Jensen blevet tiltalt for bestikkelse efter at have modtaget små 800.000 kroner af sin konsulentveninde Mariann Færø.

I bestikkelsessagen vidnede Bettina Jensen tirsdag 18. januar 2022, og anklager Søren Harbo spurgte i den forbindelse ind til, hvorfor opgaverne til konsulenterne ikke kom i udbud. I svaret kastede Bettina Jensen en centralt placeret direktør og nummer to i Rigspolitiet ind under bussen: Tidligere økonomidirektør i Rigspolitiet Nikolaj Veje.

Nikolaj Veje nåede at smutte fra Rigspolitiet til et nyt job, inden sagen om brud på udbudsloven eksploderede i 2017.
Nikolaj Veje nåede at smutte fra Rigspolitiet til et nyt job, inden sagen om brud på udbudsloven eksploderede i 2017.
Vis mere

Han var – fortalte Bettina Jensen – en del af den styregruppe, som Bettina Jensen konsulterede, da der i begyndelsen af 2011 skulle hyres konsulenter, så Rigspolitiet kunne slanke organisationen og spare 200 millioner kroner.

Her stod Bettina Jensen og økonomidirektøren med en udfordring: Hvis opgaverne til konsulenterne skulle i udbud, ville det tage for lang tid at komme i gang.

»Jeg gik til den interne styregruppe, hvor også Nikolaj Veje sad, og sagde, at jeg ikke kunne løse denne opgave uden konsulentassistance. Jeg rejste også problemet med, at hvis vi gik i udbud, så ville det forsinke hele processen med at effektivisere,« lød det fra Bettina Jensen i retten.

Derfor valgte styregruppen det, som Bettina Jensen i retten kaldte for 'den grå model', hvor man valgte at dele opgaverne op i mindre bidder, så de hver for sig lå under udbudsgrænsen på en halv til en million kroner.

Modsat 'den hvide model', som bestod i at sende opgaverne i udbud.

Netop den tolkning har været helt central for sagen.

Da B.T. i juni 2016 først begyndte at afdække lovbruddene, var det netop Rigspolitiets og Nikolaj Vejes svar til B.T., at opgaverne for 20 millioner kroner til de to konsulenter Christine Thorsen og Mariann Færø ikke skulle i udbud, fordi der var tale om mange små opgaver – og ikke én samlet opgave.

I september 2016 slog Kammeradvokaten fast, at 'den grå model' var ulovlig, og kort tid efter sagde Nikolaj Veje sit job op for i stedet at blive styrelseschef i Uddannelsesministeriet. Det viste sig senere, at problemet med at overholde udbudsreglerne var systemisk og gennemsyrede hele Rigspolitiets indkøbspolitik.

B.T. har fået tegnet Bettina Jensen fra retssagen. (tegner: Anne Gyrite Schütt)
B.T. har fået tegnet Bettina Jensen fra retssagen. (tegner: Anne Gyrite Schütt) Foto: (tegning: Anne Gyrite Schütt)
Vis mere

Nikolaj Veje blev i 2009 hentet til Rigspolitiet efter en karriere i blandt andet Finansministeriet. Han skulle sammen med Bettina Jensen stå i spidsen for en effektivisering af Rigspolitiets drift af bygninger og vognpark. Det var i den forbindelse, at Rigspolitiet pludselig fik travlt med at hyre konsulenter, og hvor Nikolaj Veje – ifølge Bettina Jensen – godkendte 'den grå model'.

To professorer har tidligere slået fast i B.T., at Nikolaj Veje burde have været vidende om problemerne med at overholde udbudsreglerne.

Nikolaj Veje er selv indkaldt som vidne i sagen mod Bettina Jensen. Derfor vil han ikke svare på spørgsmål i sagen, skriver han i et svar til B.T.