Berlingske har tirsdag fyret en medarbejder på grund af krænkende adfærd.

Det bekræfter chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard overfor Journalisten.

»En medarbejder har i dag fratrådt sin stilling på Berlingske med øjeblikkelig virkning,« siger Mette Østergaard til fagbladet.

Hun fortæller, at chefredaktionen på Berlingske i begyndelsen af november fik en klage over krænkende adfærd på avisen.

Klagen kom fra en anden medarbejder i Berlingske.

Man satte herefter med hjælp fra firmaet Human House en undersøgelse i gang, og efter at have talt med parterne, interviewet vidner og modtaget dokumentation, er man altså kommet frem til at fyre vedkommende.

Berlingskes medarbejdere er tirsdag eftermiddag blevet orienteret om fyringen via en mail sendt rundt til de ansatte på avisen.

Her skriver Mette Østergaard og ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen, at de ikke kan gå i detaljer om, hvad krænkelsen består i, eller hvem den pågældende er, da der er tale om en personalesag.

Det er anden gang i løbet af 24 timer, at Berlingske Media har måtte fyre en medarbejder på grund af grænseoverskridende adfærd.

Mandag blev en nu tidligere B.T.-redaktør fyret efter at vedkommende i sidste uge sendte en chikanerende besked til en løstansat på mediet.

Beskeden var en overtrædelse af den aftale om ændret adfærd som B.T og redaktøren aftale i forbindelse med en advarsel i efteråret 2020.

B.T. har også for nylig måtte tage afsked med nu daværende ansvarshavende chefredaktør Michael Dyrby, der fredag opsagde sin stilling ovenpå udgivelsen af den meget omtalte dokumentar om sexisme på TV 2, hvor han tidligere var en del af ledelsen.