B.T. har i dag valgt at opsige kontrakten med en af avisens nyhedsredaktører pr. dags dato.

Opsigelsen kommer efter en chikanerende besked, der i sidste uge blev afsendt fra redaktøren til en løstansat på mediet.

Beskeden er en overtrædelse af den aftale om en ændret adfærd, som B.T. og redaktøren aftalte i forbindelse med en advarsel i efteråret 2020.

Dengang modtog redaktøren en advarsel, efter otte studentermedhjælpere beskrev en række krænkende oplevelser med den pågældende redaktør.

B.T.s konstituerede ansvarshavende chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, udtaler:

»Vi blev lørdag – gennem tillidsmanden – bekendt med endnu et tilfælde på det, jeg vil kalde en chikanerende besked fra redaktøren. Beskeden er sendt efter den første advarsel til redaktøren, og derfor udløser det denne her sanktion,« siger han og fortsætter:

»Jeg er ekstremt ked af, at advarslen ikke førte til den adfærdsændring, vi ønskede, men der var desværre ingen tvivl, da vi blev forelagt den nye besked. Det er en klar overtrædelse af advarslen.«

B.T.s tillidsrepræsentant, Rasmus Skat Andersen, forklarer, at han modtog en mail fra en løstansat fredag aften.

»Der er en løstansat, der fredag aften sender mig en mail, og den ser jeg først lørdag. Herefter kontakter jeg ledelsen og HR, og mandag formiddag har jeg også et møde med ledelsen, hvor vi vender sagen,« siger Rasmus Skat Andersen.