Da Bente Østergaard tjekkede sin bankkonto lørdag formiddag, fik hun et chok.

Godt nok havde hun da været på tankstationen Ingo fredag aften for at fylde benzin på bilen, men der var alligevel noget, der ikke helt stemte overens.

Prisen.

»Jeg tankede fredag aften omkring klokken 22 for præcis 333 kroner, men da jeg står i dag og tjekker, kan jeg se, at der er trukket 1100 kroner fra min konto. Jeg tjekker Trustpilot og kan se, at jeg ikke er den eneste, der oplevet det,« fortæller Bente Østergaard fra Give.

Og rigtig nok. Tager man et kig på anmeldelser af Ingo på Trustpilot, så er der en håndfuld mennesker, der beretter, at de har været ude for nogen lignende. Nogle i forbindelse med benzinkøb og andre i forbindelse med køb af vask.

»Så jeg har forsøgt at ringe til Ingo, men kundeservice har lukket,« fortsætter Bente Østergaard og tilføjer:

»Jeg tænker, at Ingo har mange tankstationer rundt om i landet, og hvis de gør det alle steder, så er det en rimelig god forretning, men er det overhovedet lovligt,« spørger Bente Østergaard.

Her er forklaringen

B.T. har set dokumentation for, at Bente Østergaard har fået trukket 1100 kroner fra sin konto, men efter at have forhørt sig hos Ingo, viser det sig, at det er et større problem end som så.

Ingos danske salgsdirektør, Jesper Hyldal, forklarer, at problemet ikke ligger hos Ingo, og at det i øvrigt er noget, man kan opleve hos alle landets tankstationer.

»Det er en ærgerlig ting, der ikke har noget med os at gøre. Det er ens for alle tankstationer, at banken reserverer et beløb for at sikre, der er penge på kortet. Vi oplyser også om det på vores standere, men det er en problemstilling, som hele branchen kender til,« forklarer han.

Og det bekræfter man hos Nets.

Pressechef Søren Winge forklarer, at problemet opstår i forbindelse med selvbetjeningsløsninger, som man kender det fra netop tankstationer.

»Problemstillingen er afledt af, at udbyderen skal have sikkerhed for, at der er dækning på kortet, når man benytter sig af selvbetjeningsløsninger, hvor købsbeløbet ikke er kendt på forhånd. Derfor reserveres et beløb, når man sætter kortet i,« siger han og tilføjer:

»Men det er meningen, at reservationen skal slettes efterfølgende. Desværre opstår der af og til tekniske udfordringer der gør, at dette ikke sker konsekvent. Det vil vi hos Nets gerne bidrage til at sikre, at man så vidt muligt undgår fremover.«

Søren Winge ønsker ikke at bekræfte, om fejlen i Bente Østergaards tilfælde ligger hos Nets, men fortæller, at man vil kontakte Ingo for at undersøge, hvor fejlen er opstået.