USA's luftangreb og drab på den højtstående iranske general Qasem Soleimani kommer til at ramme din pengepung.
Olieprisen – og dermed også brændstofprisen på benzin og diesel – er allerede steget siden fredagens voldsomme optrapning af USA/Iran-konflikten.
Og tallene på olieselskabernes prisskilte ved vejen vil stige yderligere den kommende tid.
»Der er ingen tvivl om, at det her er noget, danskerne vil komme til at mærke. Olieprisen er gået op med over seks procent siden fredag, og den er steget omkring to procent i dag og er stigende. Så det peger klart mod stigende brændstofpriser,« siger Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, til bt.dk.
»Sidste højdepunkt på oliepriserne var i september, efter saudiarabiske olieinstallationer blev angrebet og ramt. Og dét prisniveau er vi faktisk allerede over nu,« siger han videre.
Drabet på den iranske general Qasem Soleimani, som var den næstmest indflydelsesrige i Iran efter præstestyrets øverste religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, skete fredag, da USA i et natligt missilangreb fra en drone ramte den bil, Soleimani netop var steget ind i efter at være landet med et fly ved Iraks hovedstad, Bagdad.
»Det er svært at sige, hvor meget brændstofpriserne vil stige den kommende tid. Nu og her snakker vi nok ikke om en ekstra krone pr. liter – nok nærmere omkring 50 øre. Men det kan sagtens udvikle sig. Iranerne har jo ikke for alvor gengældt angrebet fra USA, og det har de sagt, at de vil. Og så vil prisen stige yderligere,« siger Kim Blindbæk.
Da Iran gennem en længere periode har været ramt af sanktioner udefra, kan landet ikke rigtig komme af med deres egen olie. Men så kan iranerne for eksempel destabilisere situationen i andre olieproducerende lande i Mellemøsten, påpeger seniorøkonomen:
»Man kan sagtens komme i en situation, hvor Iran vil angribe olieinstallationer rundt om i Mellemøsten. Det kunne være i Irak eller Saudi-Arabien. Eller de kunne blokere Hormuz-strædet, så skibe ikke kan komme igennem. Iranerne ved udmærket godt, at USA er meget afhængig af olie fra området, så hvis de gengælder amerikanernes angreb på nogle af de her måder, er det noget, vi for alvor vil komme til at mærke på priserne. Også i Danmark,« siger Kim Blindbæk.
Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, siger:
»Det er et meget følsomt marked, der lynhurtigt kan gå op, men som også hurtigt kan rette sig igen. Ser vi på det her og nu, er der en betydelig risiko for, at brændstofpriserne vil stige,« siger han.
»Man må forvente, at der bliver mere usikkerhed om olieprisen i de kommende dage og uger. Og rigtig meget afhænger af situationen mellem USA og Iran. Det er klart, at hvis det spidser til, stiger priserne yderligere. Så er det noget, man vil kunne mærke med det samme ved de danske benzinstandere,« siger Tore Stramer.