Brøndby Kommune har krydset den kritiske coronagrænse, og har nu fjerdeflest registrerede smittede i landets 98 kommuner.

Her er incidenstallet i øjeblikket 529. Og det er en bekymrende udvikling. Det skriver Berlingske.

For myndighederne opfatter nemlig tallene som høje, hvis incidensen er mindst 500, og når mindst 20 personer er smittet inden for syv dage.

Det betyder derfor nu, at flere tiltag vil blive iværksat i kommunen.

Helt konkret har kommunen i samråd med myndighederne sørget for, at dagtilbud tilrettelægges, så børnene holder sig inden for egen stue.

Ligeledes skal afhentning og aflevering af børn foregå udendørs.

Kommunen opfordrer også til, at man aflyser større sociale arrangementer i skolerne på tværs af klasser, ligesom eleverne i skoler så vidt muligt skal opdeles klassevis i frikvarterer og pauser.

Men det er ikke kun blandt børn, at smitten er koncentreret.

»Smitten er størst der, hvor folk bor tæt, det vil sige i de bydele, hvor der er mange almene etageboliger,« siger Brøndbys kommunaldirektør, Peter Kjærsgaard Pedersen til Berlingske.

Derfor har kommunen også et tæt samarbejde med boligselskaberne om at formidle opfordringer til både test og vaccine.

For Brøndby Kommune har færdigvaccineret 65,9 procent af indbyggerne, og dermed får de næstsidstepladsen blandt landets 98 kommuner.

I Ishøj, Albertslund og Glostrup anbefaler Sundhedsstyrelsen også særlige tiltag på grund af en incidens over 500.