I et bageri i Roskilde står omkring 15 ansatte frustrerede tilbage.

For deres bagermester er forsvundet, og det samme er deres løn, der skulle være udbetalt i starten af måneden.

Og der kommer nok til at gå en rum tid, før medarbejderne hos Mums bageri og konditori på Holbækvej kommer til at se noget til begge dele.

Det skriver sn.dk.

»Først fik vi at vide, at lønnen var forsinket. Så ville han holde butikken ferielukket i 14 dage. Siden da har det været helt umuligt at få ham i tale, og vi har stadig ikke set vores løn,« fortæller Magnus Johansen, der er ansat i forretningen til sn.dk.

Tilbage i 2009 blev ejeren og bagermesteren begæret konkurs med et bageri ved Vordingborg.

Her stod medarbejderne også tilbage uden svar.

Og nu fortæller flere kilder til sn.dk, at bageriet i Roskilde også er gået konkurs.

Dagbladet har forsøgt at få fat i ejeren, men uden held.