Føtex kommer nu med en advarsel til alle sine kunder.

»Flere kunder modtager i øjeblikket e-mails og sms'er fra afsendere, der udgiver sig for at være Føtex og lokker med, at man har vundet en præmie,« står der på skilte i landets butikker.

Men det er slet ikke Føtex, der kontakter kunderne om, at de har vundet en præmie.

Nej, det er personer, som udgiver sig for at være ansat i den store supermarkedskæde.

Reelt er de bare ude på at få fingre i kundernes kontooplysninger.

»Disse profiler er falske, så vær ekstra opmærksom, inden du klikker på links eller oplyser personlig information,« lyder det på skiltet i Føtex.

Det er over flere måneder, at personer er blevet kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra Føtex.

»Vi kan se, at det sker oftere og oftere, at nogen udgiver sig for at være fra Føtex,« siger Kasper Reggelsen, der er pressechef i Salling Group, som Føtex hører under.

Hvad skal man så gøre, hvis man får sådan en besked fra nogen, som udgiver sig for at være fra Føtex?

Vi kan kun opfordrer til, at folk er meget opmærksomme og kontakter os i kundeservice, hvis de mener, at det er snyd og humbug,« siger Kasper Reggelsen.

Men hvordan ved de her snydere, at det er kunder fra Føtex, de skriver til på sms eller email?

»Det er heller ikke nødvendigvis kunder i Føtex, som bliver kontaktet af falske profiler. Det virker til, at det bare sendes bredt ud til de emails og telefonnumre, de har fundet,« siger pressechefen.

Det er da heller ikke kun Føtex, som svindlere udgiver sig for at være fra.

For nylig advarede politiet om svindel-opkald fra falske politifolk.

Ifølge politiet er formålet med opkaldene at lokke folk til at udlevere personlige oplysninger samt bankoplysninger, som svindlerne kan misbruge til at begå indbrud eller økonomisk kriminalitet.