»At priserne udvikler sig, som tilfældet, er uhørt. Jeg har ikke oplevet det i de 30 år, jeg har været i branchen.«

Sådan lyder det fra Michael Jørgensen, formand for Dansk Byggeri i Nordjylland, til nordjyske.dk.

Han henviser til, at der er kommet så vilde prisstigninger på de materialer, håndværkerne skal bruge til deres opgaver, at det er svært at kunne udføre byggeopgaverne til den pris, de har aftalt.

»Udfordringen er at give en pris i dag, hvor vi ikke kender prisen på varerne den dag, vi skal bruge dem. Vi ser prisstigninger på 25-30 procent i kvartalet, og der er træprodukter, der koster det dobbelte af prisen for trekvart år siden,« siger Michael Jørgensen til nordjyske.dk og tilføjer:

Her ses udskiftning af tag og renovering af mure m.m. på hus ved Skagen Sønderstrand, 6. april 2020.
Her ses udskiftning af tag og renovering af mure m.m. på hus ved Skagen Sønderstrand, 6. april 2020. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det skaber stor usikkerhed under forretningen.«

De uventede og hurtige prishop på materialer betyder, at mange bygmestre har måttet se fortjenesten fordufte eller ligefrem forvandlet til tab.

Michael Jørgensens eget byggefirma NCO Byg A/S har mærket følgerne af den overraskende store prisstigning på byggematerialer.

Ved en entreprise på cirka en million kroner i form af et fundament til et træhus kunne kan konstaere, at firmaet ikke har tjent noget, da regnestykket blev gjort op.

Tidligere ville fortjenesten til hans firma have været et sted mellem 50.000 og 100.000 kroner, oplyser han.

Michael Jørgensen slår fast, at den aftalte pris altid skal holde.

Da bygherrerne er i deres gode ret til at kræve byggerier til aftalt pris, er det bygmestrene, der alene bærer risikoen.

»Og det er man så nødt til at tage højde for ved at lægge en margin ind i tilbuddet, så der er plads til en eventuel prisstigning,« siger han.