Fængselsforbundet, som er fagforbund for de danske fængselsbetjente og andre i Kriminalforsorgen, vil nu lukke de indsatte i danske fængsler inde i deres celler døgnet rundt og lukke alle aktiviteter ned. Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Fængselsforbundet mener, at Kriminalforsorgen nu er ramt så hårdt på bemandingen, at der ikke er ressourcer til andet end at lade de indsatte sidde i deres celler døgnet rundt bortset fra en times gårdtur, som er lovpligtigt.

»Vi er vidner til et stort trafikuheld, som udvikler sig langsomt for øjnene af os. Det har store menneskelige omkostninger at blive ved med at udpine personalet på den måde. Både arbejdsmiljø og sikkerheden er hårdt ramt for både indsatte og ansatte,« siger Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen og fortsætter:

»Vi har brug for en løsning, som her og nu kan lette presset. Derfor ser jeg ingen anden mulighed end at lukke de indsatte inde hele døgnet,« siger han.

Der har været mange overfald på fængselsbetjente. Fængselsforbundet mener, at bemandingen i danske fængsler er kritisk dårlig.
Der har været mange overfald på fængselsbetjente. Fængselsforbundet mener, at bemandingen i danske fængsler er kritisk dårlig. Foto: ERNST VAN NORDE
Vis mere

I Kriminalforsorgen er man enige i, at bemandingssituationen er kritisk. Man mener dog ikke, at det vil gøre situationen nemmere at håndtere ved at lade de indsatte sidde i deres celler døgnet rundt.

»Vi vil nok kigge i en anden retning. Hvis vi lukker så hårdt ned, som der lægges op til, så stiger frustrationsniveauet hos de indsatte. Det vil gøre det yderligere farligt for vores personale at passe deres arbejde,« siger direktør i Kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Ina Eliasen peger også på, at det ikke vil være tilladt, at lukke de indsatte væk i 23 timer af døgnet og kun give dem en times gårdtur.

»Det kan vi kun gøre i akutte tilfælde. Ellers bryder vi de regler, som der er på området,« forklarer hun.

Ina Eliasen peger på en anden løsning.

Der skal rekrutteres flere fængselsbetjente og dem, som allerede er ansatte skal fastholdes i deres arbejde. Der er nemlig en del udskiftning i personalet.

»På den korte bane skal vi rekruttere så mange som muligt,« siger Ina Eliasen, som peger på at der netop nu kører en kampagne for at rekruttere flere fængselsbetjente.

»På den længere bane skal vi se på, hvordan vi sikrer, at de fastansatte forbliver i deres job,« siger hun og forklarer, at Kriminalforsorgen har ny viden om hvad der har fået tidligere fængselsbetjente til at forlade arbejdet og hvad der kan fastholde de nuværende ansatte.

Hun forklarer, at nogle har givet udtryk for, at de havde svært ved at se deres udviklingsmuligheder i deres job.

Der bliver også klaget over, at der er for travlt, samt at der er meget overflødigt bureaukrati.

»For eksempel kan man spørge, om der er behov for at udfylde flere sider, når vi skal lave en sregistrering. Det behøver vi måske ikke,« siger hun.