En mandlig svensk statsborger satte fredag formiddag himmel og hav i bevægelse i Københavns Lufthavn.

Manden var ude at rejse med et svensk sportshold og var på vej retur til Sverige.

Helt så glat gik hjemturen dog ikke, da manden blev tilbageholdt for at fremsætte det, som politiet takserer som en bombetrussel.

Manden var ved at tjekke sin bagage ind, da han blev spurgt, hvad der var i den.

Ifølge Københavns Politi svarede manden, at der var en bombe, og han blev derfor tilbageholdt. Tasken blev undersøgt, terminalen afspærret og folk evakueret.

På videooptagelser ses den tilbageholdte mand sidde på en trappe foran Terminal 2. Han er iført mundbind og mandsopdækket af to politibetjente, der undersøger indholdet i hans taske.

Manden virker frustreret og tager sig til panden. Sikkert fordi han godt er klar over situationens alvor.

Ikke langt derfra ses en lang kø af rejsende passagerer, der alle er forsinket på grund af det, der senere viste sig at være en dårlig bombejoke fra den svenske mand.

»Og til det kan jeg kun sige, at det er en dum, misforstået spøg, som man slet ikke skal lave i lufthavnen,« siger vagtchef ved Københavns Politi Espen Godiksen til B.T.

Heller ikke Københavns Lufthavn finder det sjovt.

»Det er ikke spor morsomt,« lød det tidligere på formiddagen fra Søren Clausen, der er chef for public affairs i Københavns Lufthavn.

Terminal 2 i Københavns Lufthavn er nu genåbnet efter at have været afspærret i forbindelse med politiets arbejde.

Manden, der er omdrejningspunkt for hele sagen, er blevet anholdt og sigtet for trusler.