Teminal 2 i Københavns Lufthavn er nu genåbnet efter at have været afspærret på grund af en bombetrussel.
Det oplyser Søren Clausen, der er chef for public affairs i Københavns Lufthavn, til B.T.
»Politiet fandt ingen bombe,« siger han til B.T.
Københavns Politi afspærrede og evakuerede fredag formiddag Terminal 2, fordi man fandt en mistænkelig taske.
Taskens ejermand var ved at tjekke sin bagage ind, da han blev spurgt, hvad der var i den.
Manden svarede, at der var en bombe, og han blev derfor tilbageholdt, mens tasken blev undersøgt, og terminalen blev evakuret.
Til B.T. fortæller vagtchefen hos Københavns Politi, Espen Godiksen, at tasken viste sig at 'indeholde ufarlige ting'.
Manden, der er omdrejningspunkt for hele sagen, er nu blevet anholdt og sigtet for trusler:
»Det, jeg kan sige om ham, er, at der er tale om en svensk statsborger, som var ude at rejse med et svensk sportshold og var på vej retur til Sverige,« fortæller vagtchefen.
Manden har forklaret, at han kom med 'bombe'-kommentaren som en del af en 'misforstået spøg':
»Og til det kan jeg kun sige, at det er en dum misforstået spøg, som man slet ikke skal lave i lufthavnen,« forklarer Espen Godiksen.
Ifølge Søren Clausen er check-in-skrankerne i Terminal 2 også genåbnet.
Det er endnu for tidligt at sige, om hændelsen kommer til at medføre større forsinkelser.
Søren Clausen vurderer dog, at der ikke vil være de store ændringer, da politiets arbejde blev afsluttet relativ hurtigt.