»Det glædede mig så meget, at han havde det godt. Det fortjener … fortjente han. At det så skulle ende på den måde. Det er næsten ikke til at bære.«
Den 23. marts sidste år ringede Birgit Heller til sin storebror, der var isoleret i sin lejlighed på tredje uge. Angst for, at han var smittet med corona. Telefonen blev ikke taget.
»Da han ikke svarede, vidste jeg, der var sket ham noget. Jeg havde en sjette sans. Så jeg sagde til min mand. Vi skal bare derud nu, jeg tror, der er noget ravruskende galt,« fortæller Birgit Heller.
Da hun og hendes mand kom ind i Flemming Hellers lejlighed, blev de mødt af et skilt på soveværelsesdøren, der var lukket.
'Gå ikke ind. Gå først ind i spisestuen og se beskeder,' stod der.
I spisestuen fandt de Flemmings afskedsbrev.
67 år gammel tog Flemming Heller sit eget liv. Angsten for corona endte med at påvirke ham så meget psykisk, at han ikke så nogen anden udvej.
Før coronaen var der intet i Flemmings liv, der tydede på, at han var selvmordstruet. Han havde været på arbejdsmarkedet et helt liv og var inden sin død en energisk pensionist med en stor omgangskreds. Han var en omsorgsfuld storebror og et hensynsfuldt og ordentligt menneske. Men han var også en følsom sjæl. Gennem et helt liv.
For følsom til den kraft, som coronaens rædsler ramte verden med sidste år, fortæller Birgit Heller.
Birgit Heller og Flemming Heller voksede op i en arbejderfamilie på Christianshavn og Amager i København gennem 50- og 60erne og havde med Birgit Hellers ord 'en dejlig barndom'.
Allerede som børn var de tætte, selv om det tidligt stod klart, at de var forskellige af sind.
Birgit var udadvendt og havde nemt ved at skabe relationer, mens den nære kontakt var svær for Flemming.
»Han var ikke den, der kom hen og gav et knus eller et kys på kinden. Det var noget, man skulle tage, og jeg har mange gange i mit voksenliv skyndt mig at give ham et kram eller et kys,« fortæller Birgit Heller.
Men selvom Flemming ikke overøste andre med kærlige ord og kærtegn, så betød andres velbefindende utroligt meget for ham hele hans liv.
»Han var altid den, der gerne ville sørge for, at andre havde det godt, uden at han altid tænkte så meget over, hvordan han selv havde det,« siger Birgit Heller og fortæller, at storebroren selv i sit afskedsbrev huskede at sende en hilsen til lillesøsterens svigermor på 98 år.
Selvom de aldrig talte om det, er hun sikker på, at Flemming, der aldrig prøvede at have en kæreste, var ensom.
Efter et langt arbejdsliv gik Flemming på pension som 60-årig.
Det blev begyndelsen på en periode, hvor han virkelig blomstrede op og kom ud af sin skal, fortæller Birgit.
»Han var så glad, efter han gik på pension, og han sagde ofte til mig: 'Birgit, jeg har aldrig haft det så godt i mit liv, som jeg har det nu'.«
Flemming fik for alvor tid til sine vandreture i både Danmark og udlandet, og han startede i en vinterbaderklub på Amager, hvor han kom flere gange om ugen.
To gange om ugen spiste Flemming sammen med Birgit og hendes mand, og hver anden dag talte bror og søster om løst og fast i telefonen.
Han elskede at glæde andre ved at planlægge ture og udflugter, og kort før sin død arrangerede Flemming en lille tur for nogle af sine bekendte i den ejendom, hvor han boede.
De skulle se en mølle på Christianshavn og spise frokost, og så ville Flemming vide, om Birgit mente, han kunne tillade sig at spørge de andre, om de skulle slutte af med en øl på det lokale værtshus.
Det mente Birgit, han sagtens kunne.
Den dag blev der taget et billede af Flemming. Han sidder med en øl i hånden og skraldgriner.
Tre uger efter tog han sit eget liv.
Birgit er ikke i tvivl om, at det var frygten for corona, der endte med at koste hendes bror livet.
Da de første billeder af dødssyge coronapatienter fra overfyldte hospitalsafdelinger i Italien ramte de danske tv-skærme, kunne hun mærke, hvordan det påvirkede Flemming voldsomt.
Han blev bange for, at han selv var blevet smittet med corona.
Birgit fortæller, at han efter en forkølelse havde lyst sig selv ned i halsen med en lygte og havde fået øje på nogle små røde pletter.
Det blev en besættelse for ham.
Og selvom Birgit Heller, der er sygeplejerske, efter bedste evne forsøgte at tale berolige sin bror, lykkedes det ikke.
Flemming begyndte at skrive lister over, hvordan pletterne så ud i løbet af en dag. Ned i mindste detalje med klokkeslæt og placering i halsen. Han målte sin temperatur fire gange om dagen og kontaktede flere gange sin egen læge.
Hvor meget de små pletter kom til at fylde i Flemmings tanker, fandt Birgit dog først ud af efter hans død, da hun ryddede op i lejligheden og fandt de omhyggelige optegnelser, han havde lavet i sin sidste tid.
Da Mette Frederiksen lukkede landet ned 11. marts, gik Flemming i selvisolation.
Birgit talte ofte i telefon med sin storebror, og hun og hendes mand handlede ind for ham. De fornemmede, han var trist, men havde ingen idé om, hvor svært Flemming i virkeligheden havde det.
»Det var jo ikke nyt for Flemming at være alene, men at være alene med alle de tanker og alle de billeder, man så, det har været for meget for ham.«
Hun er ked af, at hun ikke opdagede, hvor påvirket Flemming var.
»Men jeg skrev med ham dagen inden. Der var intet at mærke. Jeg tror, han har haft det dårligere, end han har givet udtryk for, når vi talte sammen.«
Derfor har Birgit Heller også et ønske om, at vi alle sammen kan lære af Flemmings død. At vi bliver opmærksomme på alle dem, der får det psykisk svært under coronakrisen.
Få dage efter hans selvmord skrev Birgit og hendes mand derfor også til Mette Frederiksen for at gøre hende opmærksom på historier som Flemmings. De dødsfald, der ikke fremgår af de daglige smittetal og opdateringer på pressemøder.
De modtog et fint svar fra en embedsmand i Statsministeriet noget tid efter.
Nu er det snart et år siden, Flemming døde. Livet går videre, og Birgit og hendes mand er ved at indrette deres nye hus på Lolland, som de glæder sig til at flytte ind i.
Her har Flemming fået sit helt eget hjørne med billeder, så han også er med, og Birgit taler ofte til ham, når hun sidder der.
»Jeg tænker på ham hver dag.«
