Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen LA) , der til daglig trykker statsledere og andre prominente herskaber i hånden, er i virkeligheden – inde bag det selvsikre jakkesæt og de stålsatte øjne – en genert dreng.
Tænk lige engang over det. Genert?
Lyder det ikke paradoksalt? At landets udenrigsminister – kongerigets første-ambassadør for internationale anliggender – skulle være genert?
»Jeg var den dreng i klassen, der blev rød i hovedet, hvis nogen henvendte sig til mig. Og jeg kan stadig godt blive ramt af det. Jeg kan sagtens blive genert, hvis jeg får stillet de rigtige spørgsmål,« siger Anders Samuelsen.
Vi sidder skråt over for hinanden i hans nyrenoverede kontor, der i efteråret – grundet en modernisering til 340.000 kr. – var genstand for en masse palaver.
Vi har sat i os til rette i de bløde møbler og bliver under hele samtalen badet i solens glans og genskær fra vandet i Inderhavnen, der roligt vugger under os.
På det her tidspunkt har vi talt sammen i 30 minutter. Vi har 45.
Det er først nu, at stifter og partileder af Liberal Alliance, Anders Samuelsen, åbner op. Først nu han sætter 'rigtige' ord på, hvad der gennem hans opvækst, hans ungdom, hans liv har været med til at forme ham som det menneske, han er blevet til i dag.
Det lyder lidt sjovt at være Danmarks udenrigsminister og så samtidig være genert? Hvordan hænger det sammen?
»Ja. Men jeg er også bare stadigvæk Anders fra Samsø.«
De 'rigtige' spørgsmål, du bliver genert af, hvad er det?
»Det vil jeg ikke afsløre,« siger han. Han griner. Holder en lille pause. Og fortsætter så:
»Nej, hvis man føler, at man bliver presset op i et hjørne ... Hvis der bliver lavet en joke om én, som rammer et ømt punkt, uden at man kan give det kvikke svar ... Den følelse, som alle nok kan sætte sig ind i. Det er vel en eller anden form for afsløringsangst.«
Anders Samuelsen kan ikke sige, om følelsen stammer fra noget i hans opvækst, eller om det 'blot' er en iboende følelse, der sidder i os alle.
Faderen drak sig ihjel
Ligesom med mange andre ting, som Anders Samuelsen gennem sine 51 leveår har lært at kontrollere, er det hans ærgerrighed og viljestyrke, der har vist vejen ud af genertheden.
Lige siden barndommen har han troet på, at der altid er en vej ud. En løsning på problemet.
I hvert fald så længe, man bliver ved. Fortsætter. Og aldrig giver op.
»Da jeg var løber i mine unge dage, lærte min træner mig, at man ikke må stå af midt i et løb. Du må ikke slå op i banen. Så lærer du kroppen, at det er okay at give op,« siger han og fortsætter:
»Jeg oplevede en far, der slog op i banen, der ikke kunne eller magtede det. Han endte med at drikke sig ihjel. Det var en stor smerte at se det. Det vil jeg gerne undgå. Det ligger meget dybt i mig.«
Anders Samuelsen erkender – måske klog af skade – at stædighed og viljestyrke er forenet i et meget nært grænseland.
Hvor det er en viljestyrke at blive ved, er det stædighed – måske ligefrem dumstædighed, som han siger – at tro, at man kan løse det hele selv eller vinde hver en kamp.
»Det betyder ikke, at man nogle gange ikke skal sige: 'Den kamp kan jeg ikke vinde'. Da vi ikke lykkedes med topskattelettelser, skulle vi så sige, den kan vi ikke vinde, nu slår vi op i banen og får udskrevet valg. Nej, vi bliver på banen og kæmper videre. Bare fra en anden position.«
»Er du ene – åh, så ene«
Faderens misbrug og senere forfald blev i Anders Samuelsen teenageår en tydelig drivkraft og energikilde, han stadig nærer og lever af i dag.
Derfor er den tempofyldte og livsglade sang 'Don’t Stop Me Now' fra bandet Queen også et af de stykker musik, der ligger øverst på playlisten og betyder mest for LA-formanden.
Men selvom alt i Anders Samuelsens dna ligesom Freddie Mercury skriger på ikke at stoppe, er der en bagside af den feterede tilværelse som partileder og udenrigsminister, der helt naturligt bremser én op.
I hvert fald er det ifølge Anders Samuelsen svært ikke nogle gange at løbe ind i den mur af ensomhed, der følger med, når rampelyset slukker.
»Man får så meget på den sociale side, og man er hele tiden i centrum. Man er på fra 7 morgen til 23 aften. Man bliver ført frem fra møder med den ene præsident til den anden. Men så kommer man hjem, og så er der pludselig stille. Helt stille.«
»Er man i et parforhold, er der jo nogen, når man går hjem fra arbejde. Er man alene, ja, så er man jo alene. Og børnene, som er 22 og 27, har måske ikke lige brug for deres far hver aften. Okay, hvem har så brug for mig nu? Hele dagen har der været nogen, der har brug for mig, men nu er der ingen.«
»Det minder mig lidt om Gasolins 'Masser af succes',« siger Anders Samuelsen og tænker på sangens omkvæd:
'Men om natten – når lyset brænder ud – og alt bli'r stille – er du ene – åh så ene.'
