En frigjort opvækst i højskoleland med vidde rammer for individuel udfoldelse.
Sådan kunne man – lidt kedeligt – indlede en artikel om Alternativets formand, Uffe Elbæk.
Så lad os det!
Den flamboyante partileder og selvudnævnte statsministerkandidat voksede op på den højskole, hvor forældrene var først lærere og siden forstandere.
Altid omgivet af mennesker sugede lille Uffe til sig, kopierede, imiterede og lærte af sine omgivelser.
»Jeg havde en meget anderledes barndom end de børn, jeg legede med. En højskole er jo i virkeligheden et stort kollektiv. Det er nærmest en kibbutz-lignende opvækst, hvor man er en del af et stort fællesskab,« siger han.
Vi sidder rundt om et knæhøjt træbord i et af Alternativets lokaler på Christiansborg.
Og taler om livet, mens vi drikker kaffe med mælk.
Uffe Elbæk snakker meget. Han snakker hurtigt.
Han er god til at sætte ord og billeder på, hvilke værdier og begivenheder fra hans barndom og ungdom der har været med til at forme ham som menneske.
Hvad der gennem tiden har gjort så stort et indtryk på ham, at det har fået betydning for hans udvikling mod den Uffe Elbæk, han er i dag.
»Der er især én episode, der står helt klar for mig.«
Elvis i hotpants
Vi skal tilbage til 1966. Uffe var 12 år gammel.
Efter skole spillede han fodbold med vennerne og lignede på overfladen en helt almindelig dreng.
Men der er noget, der ulmede. Indeni.
Han var ikke helt som de andre. Han var anderledes. Og han vidste det.
»Jeg kan tydeligt huske, da jeg var 12 år og sad på de forreste rækker i Ry Biograf. Der var en Elvis-film på programmet. 'Elvis på Hawaii, tror jeg, den hed,« siger han og fortsætter:
»Pludselig stod Elvis dér i nogle meget små shorts og spillede guitar. Han var skidegod til at spille, men der var også noget ved den måde, han bevægede kroppen på, hvor den der lille knægt på 12 år tænkte: 'Det der, that’s nice'.«
Forvirret 'homodreng'
Uffe Elbæk sad helt stille i det bløde biografsæde og kiggede fortryllet op på lærredet.
Hans hjerte hamrede. Impulserne var på overarbejde og bankede – i takt med Elvis' spjættende ben – inde i den spinkle drengekrop.
Han forsøgte at afkode de nye følelser.
Men det var ikke nemt. Uffe Elbæks sind, som på papiret end ikke var kommet i puberteten endnu, vidste ikke, på hvilket ben det skulle stå.
»Der sad den her lille homodreng på 12 år, som ikke helt havde forstået eller vidste, hvad noget af det betød. Men der var en fascination,« husker han.
Homoer skammer sig
Fascinationen blev ikke mindre forvirrende af, at Uffe Elbæk, på det tidspunkt, også syntes, at pigerne var ret søde.
Han fortalte aldrig sine nærmeste om den spirende interesse for sit eget køn, og sideløbende udviklede han en skam, som han stadig tror, at mange homoseksuelle mænd bærer med sig.
»Der er enormt meget selvcensur, og det er stadig svært for rigtig mange homoseksuelle. Heldigvis er det en helt anden virkelighed i dag, men der er en vis form for skam forbundet med det.«
Var der også det for dig dengang?
»Ja, selvfølgelig var der det. Jeg synes, det var svært at være i gråzonen, hvor du godt kunne lide at kysse på pigerne, men også havde lyst til drengene. Så for at skabe klarhed for mig selv var jeg nødt til at vælge side.«
12-årige Uffe valgte pigerne. Ikke før han fyldte 25 år, havde været gift og fået to børn, sprang han ud og erklærede offentligt, at han var – og er – til mænd.
»Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg føler mig helt vildt privilegeret over at have børn samtidig med, at jeg i dag har verdens dejligste mand.«
Revolution – og for meget hash
I 1968 havde Uffe Elbæk som 14-årig taget de første spæde skridt ind i teenagealderen.
Han var optaget af tanker om: Ungdomsoprør. Klassekamp. Religion. Køn. Magtforhold.
Forståelsen af samfundet begyndte for alvor at dæmre for den unge mand, og tanker fra tyske sociologer som Marx og Engels fyldte i bevidstheden:
»Hvordan skal vi overtage magtapparatet? Hvordan skal revolutionen se ud? Så sad man der som 16-årig og syntes, at det var superinteressant,« siger Uffe Elbæk.
Og afslutter:
»Men sideløbende var det Woodstock. Det var seksualitet. Og – nogle gange var det også for meget hash.«
Uffe Elbæk har igennem sine 64 leveår altid set sig selv som en person, der står uden for gruppen. Én, der kigger udefra og ind.
Ind på de andre. Vennerne. Politikere.
»Den der outsiderposition, den har jeg stadigvæk. Jeg er ikke den samme person som knægten på 12. Og alligevel er jeg. Han er stadig i mig. Men den 12-årige ville gerne være en del af kammeraterne og leve op til identiteten i gruppen,« siger Uffe Elbæk, holder en lille pause og fortsætter:
»Vi vil alle sammen gerne føle, at vi hører til. Det har vi brug for. Men jo ældre man bliver, jo mindre behov har man for at være en del af gruppen. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg hviler mere i mig selv i dag, end da jeg var 12.«
