Nu kan personer på 18 til 39 år, der i risiko for at blive alvorligt syge af covid-19, herunder gravide, få fremrykket 3. stik.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

»Langt de fleste 18-39-årige har ikke en øget risiko for at blive alvorligt syge med covid-19. Men set i lyset af den nuværende epidemi, mener vi, at det er en god idé, at nogle personer kan få fremrykket 3. stik, hvis en læge vurderer, at det er hensigtsmæssigt,« siger Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen og fortsætter:

»Det kan for eksempel være en gravid, en person med svær overvægt og hjertesygdom eller en person med svær kronisk lungesygdom, som på grund af angst for at blive smittet isolerer sig socialt og har nedsat trivsel.«

Sundhedsstyrelsen valgte i sidste uge at fremrykke 3. stik for alle over 40 år i lyset af den alvorlige situation med den smitsomme Omikron-variant. Sundhedsstyrelsen vurderede i den sammenhæng, at fordelene ved at fremrykke intervallet fra 165 dage til 140 dage efter 2. stik, opvejede de mulige bivirkninger.

Invitationen til tredje stik foregår automatisk, hvis man befinder sig i en gruppe, som har adgang til tredje stik.

»Du bliver automatisk inviteret til 3. stik efter 160 dage, hvis du er mellem 18 og 39 år. Men har du en øget risiko, kan du tale med din egen læge, eller lægen på dén afdeling, hvor du bliver fulgt, om det kan være en god ide for dig at få stikket ca. 1 måned tidligere,« siger Bolette Søborg yderligere.

Man kan på Sundhedsstyrelsens hjemmeside indtaste sin fødselsdag og hjemmesiden kan udregne hvornår man kan få sit tredje stik.

Fremrykket vaccination til de 18-39-årige er et tilbud til personer i øget risiko, og den enkelte skal drøfte gavnlige virkninger og den lille risiko for bivirkninger, der er ved at fremrykke 3. stik, med en læge.

Lægen kan selv give vaccinen eller kan ordinere det 3. stik, som så kan gives på et vaccinationscenter, på apoteket eller andre vaccinationssteder.