De mødte hinanden for første gang sidste onsdag. Hans hustru og hans kæreste. Ved indgangen til Aarhus Universitetshospital.

Han havde ringet til dem begge fra ambulancen, for han havde brug for, at de begge var der til at støtte ham og holde ham i hånden.

Sygeplejerskerne på stuen undrede sig lidt, da han fortalte, hvem det var, han havde med sig. Men for Alex Andersen og Malou Lassen var der ikke noget mærkeligt i konstellationen.

For Aarhus-parret, der er kendt fra tv-programmet ‘Ku’ godt, må godt’, der blev sendt på DR i 2018, har levet i et åbent, polyamorøst forhold, stort set siden de blev kærester for seks år siden.

De blev gift med hinanden for to år siden. Et klassisk kirkebryllup i Åbyhøj Kirke med hvid brudekjole, præst og vielsesringe. Men derudover er der ikke meget hverken traditionelt eller konformt over deres parforhold.

Alex Andersen og Malou Lassen havde fortalt præsten, der viede dem, at de levede i et åbent forhold, men at de gerne ville giftes for at cementere deres kærlighed til hinanden.
Alex Andersen og Malou Lassen havde fortalt præsten, der viede dem, at de levede i et åbent forhold, men at de gerne ville giftes for at cementere deres kærlighed til hinanden. Foto: Privat foto
Vis mere

Lige nu har de hver en fast kæreste ved siden af ægteskabet med hinanden. En kæreste, som de tager i sommerhus med, som de inviterer med til familiefester, og som de i fremtiden – måske – skal have børn med.

Da 31-årige Alex Andersen, der til daglig studerer jura på Aarhus Universitet, blev overfaldet på vej hjem på sin cykel – ganske dramatisk og umotiveret – var det derfor helt naturligt for ham at ringe til både sin kone og sin kæreste.

Han blev stukket med en kniv lige under underlæben i Reginakrydset ved gågaden i Aarhus af en tilfældig gerningsmand, der efterfølgende blev anholdt.

Han var på vej hjem til sin kone Malou og skulle senere på dagen mødes med sin kæreste, så da han var blevet hjulpet ind i en ambulance, kontaktede han dem begge.

Hans kæreste er forholdsvis ny. De mødte hinanden via datingappen Tinder for fire måneder siden og har haft travlt med at være »totalt nyforelskede«, så hun havde endnu ikke nået at møde hans kone.

Men mødet gik godt, fortæller 28-årige Malou Lassen, der læser statskundskab på Aarhus Universitet.

»Hans kæreste var rigtig sød, så det gik godt og føltes naturligt. Det er selvfølgelig mig, der bedst ved, hvad Alex har brug for, når han er presset, så jeg tog styringen. Men der var masser af plads til hende også,« siger Malou Lassen.

Alex Andersen og Malou Lassen oplever stadig at blive genkendt fra DR-programmet 'Ku godt, må godt' og deler gerne ud af deres erfaringer om at være i et åbent forhold.
Alex Andersen og Malou Lassen oplever stadig at blive genkendt fra DR-programmet 'Ku godt, må godt' og deler gerne ud af deres erfaringer om at være i et åbent forhold. Foto: Byrd: Rasmus Laurvig
Vis mere

Alex Andersen og Malou Lassen mødte hinanden, da de læste HF på VUC. Allerede på første date drøftede de tanker og drømme om et åbent forhold. Det var Malou, der bragte det på banen.

Hun beskriver selv sin barndom og opvækst som tragisk, kaotisk og utryg. Hun flyttede hjemmefra det sekund, hun fyldte 18 og har som voksen slet ikke haft kontakt med sin mor og kun overfladisk kontakt med sin far. Forældrene blev skilt, da hun var syv, og Malou Lassen har aldrig drømt om at få sin egen kernefamilie.

»Det var livsforandrende for mig at møde Alex, og i ham fandt jeg den tryghed, jeg har savnet i min opvækst. Jeg følte mig hjemme hos ham. Men jeg har aldrig haft brug for, at det kun skulle være os to,« siger hun.

For hende er det at have et åbent forhold en måde at skabe flere nære, stærke og familie-agtige relationer på. Hun har haft en fast kæreste i cirka halvandet år og ser ikke andre end ham. Og sin mand, selvfølgelig. Kæresten dater andre kvinder ud over Malou, så ifølge hende passer det ham fint at være sekundær i forhold til Alex.

»At have en kæreste øger familiefølelsen for mig. Jeg kan sagtens elske to mænd på en gang, og det gør ikke min kærlighed til Alex mindre af, at der også er en kæreste inde i billedet,« siger Malou.

Malous kæreste har introduceret hende for nye interesser som for eksempel klatring. De har også sejlet en del sammen denne sommer og tager af og til på weekendtur eller ferie sammen. Hun har også mødt hans familie, så hun ser det lidt, som om hun har to sæt svigerforældre.

Hun sover typisk hos kæresten tre dage om ugen. De ses oftest hjemme hos ham, men han kommer også i Alex og Malous fælles hjem. Hvis han for eksempel kommer forbi til en kop kaffe, mens Alex er hjemme, taler de alle tre sammen. Hun kysser ham hej og farvel, men er ellers mest kæresteagtig over for Alex.

Alex Andersen og Malou Lassen er gift og bor sammen i latinerkvarteret i Aarhus. Men de har begge en kæreste – ud over hinanden.
Alex Andersen og Malou Lassen er gift og bor sammen i latinerkvarteret i Aarhus. Men de har begge en kæreste – ud over hinanden.
Vis mere

Alex Andersen har – modsat Malou – haft en stabil og rolig barndom, og hans forældre var også sammen, indtil han blev voksen. Men han har heller aldrig drømt om villa, volvo og vovse.

Han er uddannet tømrer og har været i militæret, men han har altid følt sig mere tilpas i feminine fællesskaber.

»Jeg har altid været ret pigeglad. Med drengene til fodbold gik der lidt pik og patter i den, og det blev for primitivt til mig,« siger Alex Andersen.

Derfor syntes han også, det lød ‘vildt spændende’, da Malou luftede tanken om et åbent forhold:

»Det er ikke, fordi, jeg mangler noget i mit forhold til Malou. Jeg er bare nysgerrigt indrettet og vil gerne have det bedst mulige liv.«

Alex Andersens kæreste mødte han for fire måneder siden. Hun ser ikke andre end ham, og sådan foretrækker han også, at det er lige nu, hvor de bruger meget tid på at lære hinanden at kende og bygge et forhold op.

»Malou giver mig plads til at prioritere min kæreste, for lige nu er vi i den totalt nyforelskede periode. Så lige nu føles det rigtigt, at min kæreste primært investerer sin energi i mig,« siger Alex.

For hverken Malou eller Alex er jalousi et problem. Det har de »talt sig ud af« for længe siden.

»Alex skal bare nyde forelskelsen, så længe det varer. Det er da kun dejligt, at han er så vild med hende. Jeg ser det ikke som en trussel mod vores ægteskab, for jeg ved, jeg er den vigtigste i hans liv, og jeg er ikke nervøs for at miste ham,« siger hun.

Malou Lassen er kreativ anlagt og har pyntet parrets fælles hjem med kunst, hun selv har malet.
Malou Lassen er kreativ anlagt og har pyntet parrets fælles hjem med kunst, hun selv har malet. Foto: Byrd: Rasmus Laurvig
Vis mere

Der er en del logistik, der skal gå op, når der skal være tid og overskud til både ægteskab og kæresteforhold. Derfor gør Alex og Malou også meget ud af, at tjekke ind hos hinanden og kommunikere åbent og ærligt om, hvordan de har det.

For eksempel faldt Malous fødselsdag sammen med Alex’s kærestetur til København. Efter en forventningsafstemning blev de enige om, at de sammen fejrede hendes fødselsdag om formiddagen, og så kunne Alex tage med sin kæreste til København om eftermiddagen, mens Malou tog hjem til sin kæreste om aftenen.

Og så har de som udgangspunkt reserveret søndagen til hinanden. Dagen bruger de både på praktiske gøremål i deres fælles lejlighed i Latinerkvarteret, men også på at se hinanden i øjnene og få talt om, hvordan ugen har været. Og så prioriterer de tid til at tage på date. For eksempel en badetur i Grossererbadet, keramikmaling eller en cykeltur.

Malou Lassen og Alex Andersen blev gift i Åbyhøj Kirke for to år siden.
Malou Lassen og Alex Andersen blev gift i Åbyhøj Kirke for to år siden. Foto: Privat foto
Vis mere

Selvom Alex og Malou er blevet gift, betyder det ikke, at det nødvendigvis er de to, der i fremtiden skal have børn sammen. De er begge åbne for, at de kunne få børn med en kæreste.

»Vi vil være der for hinanden resten af livet, og vi ved, vi altid kan regne med hinanden. Men hvis Alex og hans kæreste i fremtiden får lyst til at få børn sammen, så ser vi på det og finder en løsning. Det kan være, de to så skal være gift i stedet,« siger Malou Lassen.

For det, de lovede hinanden, da de blev gift en højtidelig sensommerdag, var, at de ville være der for hinanden i medgang og modgang. Ikke, at de ikke ville elske andre end hinanden.