»Kom så de hviie,« bliver der skrålet i en skoleklasse. Men det er ikke danske AGF-fans, der synger, men i stedet 1. klasseselever på en skole i Tanzania.
Videoen af de afrikanske børn, der med deres lungers fulde kraft råber de velkendte, aarhusianske ord, er blevet delt på Twitter af 22-årige Johan Jørgensen fra Aarhus.
Han håbede, at han med den søde video kunne få samlet et par hundrede kroner ind til sodavand og pynt til en afgangsfest for børnene på skolen i Tanzania, hvor han arbejder frivilligt. Men det tog pludselig en vild drejning.
For før han havde set sig om, tikkede der Mobilepay-beløb ind på flere hundrede kroner – nu sidder han tilbage med lige knap 10.000 kroner, der ikke alene kan give børnene et brag af en fest fredag, men også nye stole og borde til skolen.
»Det er fuldstændig overvældende, pengene væltede pludselig ind fra folk, jeg slet ikke kender,« fortæller Johan Jørgensen, da B.T. taler med ham.
Beløbet går til Minnesota School i Tanzania, hvor børnene selv elsker fodbold ligeså meget, som Johan Jørgensen elsker sin egen klub, AGF.
Derfor fik han også nemt børnene med på ideen om at skråle med på AGF-kampråbet, efter han havde vist dem videoer af danske fans, der gjorde det samme.
»Skolen mangler en del ting, børnene har ikke deres egne blyanter, og de manglede ting og sager til 7.-klassernes afgangsfest. Da skolen spurgte om min hjælp, fik jeg ideen om at lave videoen og tagge AGF,« siger Johan Jørgensen, der tidligere har haft held med, at AGF har delt ting, han har tweetet.
De mange donationer er ikke blot kommet fra AGF-fans, men også fans fra andre klubber som FC Midtjylland og Brøndby.
»Jeg tror ikke helt, jeg forstår det. Det er så fantastisk, og jeg glæder mig til at vise alle, der har doneret, hvad pengene er gået til.«
Den unge aarhusianer fortæller, at skulle der være flere penge til overs, ønsker skolen at give børnene fodboldtøj, så de kan se, hvem de er på hold med, når de spiller fodbold i skolegården.