Der var jubel i handelslivet mandag, som ikke alene er kalenderens første officielle forårsdag men også dagen for den længe ventede genåbning for en stor del af landets tusindvis af forretninger, der har været lukket totalt ned siden jul.

På grund af de meget restriktive arealkrav for butikker større end 5.000 kvadratmeter var der hos blandt andet Bauhaus i Odense langt - meget langt - mellem kunderne.

39 må der maksimalt være indenfor samtidig fordelt over det knap 10.000 kvadratmeter store byggemarked i byens nordøstlige del, fordi arealkravet for en så stor butik er 250 kvadratmeter pr. kunde.

Lars Stærk fra Odense var en af de kunder, som var indenfor og oplevede den temmelig spøjse fornemmelse at have et kæmpe butiksareal for sig selv.

Lars Stærk havde god plads til at finde sine varer. Foto: Jens Anton Havskov
Lars Stærk havde god plads til at finde sine varer. Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»Ja, det er ret specielt. Når for eksempel en skobutik på 400 kvadratmeter må have lige så mange kunder inde samtidig som den her forretning, der er på 10.000 kvadratmeter, så er der ikke rigtig nogen logik i det,« konstaterer han.

Lone Godske er salgsassistent i byggemarkedet. Selv om heller ikke hun kan se logikken i arealkravet for de store forretninger, glæder hun sig alligevel over, at der nu endelig er kunder indenfor døren igen efter mere end to måneder med rungende tomme haller.

»Men det er godt nok sjældent, at vi er flere medarbejdere end kunder,« griner hun.

Et andet sted i landet - hos Erling Christensen Møbler, Nordjyllands største bolighus - har man som i alle andre dele af forretningslivet set frem til åbningsdagen.

Salgsassistent i Bauhaus Lone Godske glæder sig over, at der endelig kan komme kunder i butikken igen. Selv om det kun er 39 ad gangen fordelt på 10.000 kvadratmeter.Foto: Jens Anton Havskov
Salgsassistent i Bauhaus Lone Godske glæder sig over, at der endelig kan komme kunder i butikken igen. Selv om det kun er 39 ad gangen fordelt på 10.000 kvadratmeter.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Og en kreativ løsning med midlertidigt at dele det omtrent 10.000 kvadratmeter store bolighus i Sindal op i to separate afdelinger med hver sin indgang, gør, at møbelhuset har givet mulighed for at have flere kunder inde ad gangen, end hvis forretningen havde sit normale udtryk.

Med opdelingen kommer hver af de nu to afdelinger ned under 5.000 kvadratmeter.

Dermed er arealkravet pr. kunde kun 20 kvadratmeter.

»Der er ingen, der har kunne svare på logikken i de her regler, men derfor er vi jo alligevel nødt til at rette os ind efter dem. Så vi har delt forretningen op, så begge afdelinger er under 5.000 kvadratmeter. Det er godt at have åbent igen, og der er rigtig god handel. Vi har da også hejst flaget uden for i dag - tre flag faktisk,« siger Erling Christensen.