Kriterierne for butikkernes genåbning eller delvise genåbning giver mange butiksejere og -kæder grå hår i hovedet.

For hvad er logikken i, at et mindre byggemarked – for eksempel en typisk Jem & Fix-forretning på 1.200 kvadratmeter – fra på mandag må åbne dørene for 120 kunder ad gangen, mens Bauhaus’ største butik, som er på 15.000 kvadratmeter, kun må have 60 kunder indenfor?

Der er ikke nogen logik.

Udover en forklaring fra de ledende politikere om, at de ikke har bedt deres ekspertgruppe regne specifikt på, hvad det vil betyde sundhedsmæssigt, hvis også varehuse på over 5.000 kvadratmeter kan få lov at åbne på nogenlunde lige fod med de mindre forretninger.

»Det er en konkurrenceforvridning, der virkelig gør noget. Forskelsbehandlingen er urimelig og helt uholdbar,« siger Mads Jørgensen, administrerende direktør i Bauhaus, som har 18 byggemarkedscentre i Danmark.

Årsagen til, at logikken er gået fløjten, er, at der fokuseres på arealkrav per kunde. Og i kategorien med butikker op til 2.000 kvadratmeter er kravet sat til 10 kvadratmeter per kunde.

I næste trin – fra 2.000 til 5.000 kvadratmeter store butikker – er arealkravet sat til 20 kvadratmeter per kunde.

Og over 5.000 kvadratmeter er kravet ikke mindre end 250 kvadratmeter per kunde. Desuden kan de enkelte kunder kun komme ind, hvis de har booket en tid i forvejen.

Organisationen Dansk Erhverv har sammen med sine største medlemmer, som blandt andre tæller Bauhaus, forsøgt at få lydhørhed for forskelsbehandlingen.

Dansk Erhverv har også spurgt, hvorfor centre, som er marginalt under 5.000 kvadratmeter, kan have 249 kunder, når centre, som har langt mere plads, ikke – som minimum – kan få lov at lukke samme antal ind.

»Vi gør stadig alt, hvad vi kan, for at få politikerne til at ændre på det her inden på mandag, men som det ser ud lige nu, vil de slet ikke kigge på det. Det er virkelig frustrerende,« siger Bauhaus-direktør Mads Jørgensen, som sammen med blandt andre Magasin, Illums Bolighus og andre store butikker nu kun kan klynge sig til et spinkelt håb om, at regeringen vil ændre holdning.

»For mig at se er det vist mest dumstædighed, der kan forklare det her. For det giver simpelthen ingen mening,« siger han.

Bauhaus taber i øjeblikket et tocifret millionbeløb hver eneste måned på, at der hidtil kun har været åbent for click and collect samt for erhvervskunder.

»Skulle vi se rent kroner- og øremæssigt på det, så kunne det helt klart bedst betale sig for os bare at lukke helt ned. Men det kunne vi aldrig drømme om. Vi skal være der for vores kunder. Og der kommer jo også en tid efter corona. Derfor vælger vi at holde åbent, selvom det er under de her urimelige vilkår,« siger han.