»Jeg synes, det er svært at finde ord for. Det er en enorm kærlighed, som bare rammer os. Jeg synes, det er helt fantastisk og virkelig overvældende,« lyder det fra Emmas mor.
Efter B.T. forleden kunne fortælle, om syvårige Emma fra Viby, som torsdag opdagede, at der manglede armbånd i hendes vejbod, uden at der var tikket penge ind, er det væltet ind med kærlige beskeder til familien.
Både på Messenger og MobilePay. Det fortæller hendes mor, Anna Nielsen:
»Der er et godt stykke over 100, som har sendt hilsner.«
»Det er fuldstændigt vanvittigt, hvordan de har bare har taget os med storm,« siger hun, da B.T. tirsdag formiddag taler med hende, mens Emma er i skole.
Emma drømmer om at gå til ridning, og meningen var, at salget fra armbåndene skulle være hendes eget lille tilskud til ridestøvler og hjelm, da det ikke er den billigste sport at dyrke.
Derfor var det også en ærgerlig pige, som B.T. i sidste uge snakkede med:
»Jeg tænkte 'åh nej', fordi jeg tænkte, at der var nogle, der havde taget dem uden at betale,« fortalte hun.
Men nu vælter det altså ind med beskeder og overførsler fra folk, som har fået medlidenhed med den lille pige:
'Fra en, der synes, du er sej og ikke skal stjæles fra', er der en, som har skrevet på MobilePay, fortæller moderen.
'Jeg synes, det er pissetræls – undskyld sproget – når andre ikke kan lade andres ting være i fred og stjæler fra en syvårig. Jeg vil gerne give Emma 50 kroner til udstyr. Det er ikke meget, men det er en anerkendelse af, at hun kæmper for at nå sit mål', lyder en af de mange andre søde beskeder, som familien har modtaget.
I alt er der tikket flere tusinde kroner ind, fortæller moderen.
»Det er helt vildt. Vi er så taknemmelige.«
»Jeg har prøvet at forklare hende det, men hun er jo kun syv år og har ikke fornemmelse for, hvor stort et beløb det er. Men jeg kunne se begejstringen, da jeg sagde til hende, at nu har vi råd til, at vi kan kigge nærmere på ridning,« siger Anna Nielsen.
Boden står p.t. ikke fremme, da Emma koncentrerer sig om skolen. Men det betyder ikke, at salget stopper.
Efter episoden er hun nemlig blevet kontaktet af en butiksejer i Viby, som har tilbudt, at hendes armbånd kan stå fremme i hans butik.
De vil derfor fremover være at finde i Vinspecialisten på Rudolfgårdsvej.