Bordene står så tæt, at man ikke kan trække stolene ud på samme tid. Luften er tung. Der er småsnak og larm og kaos. 28 børn, der kæmper om at få lærerens opmærksomhed.

Sådan er hverdagen for mange skoleelever i Aarhus Kommune, der ifølge tal fra Danmarks Statistik ligger i top-ti over landets største klassekvotienter.

»28 elever er alt, alt, alt for mange både fagligt og socialt. Som forælder er jeg dybt utilfreds og skuffet. Børnene skal prioriteres, og det gør mig trist, at der ikke er ressourcer til at give eleverne den nødvendige hjælp og støtte,« siger Marianne Frier, hvis søn går i 6. klasse i en af megaklasserne på Tranbjerg Skole.

Marianne Friers søn går i en stor klasse med 28 elever på Tranbjerg Skole.
Marianne Friers søn går i en stor klasse med 28 elever på Tranbjerg Skole.

Her blev fire klasser lagt sammen til tre i sommer, og elevtallet nåede loftet på de 28.

B.T. Aarhus har fået en oversigt over, hvilke skoler der forrige skoleår havde klasser på 28 elever eller mere. Og i alt er der 42 klasser fordelt på 15 skoler med mindst 28 elever.

Men hvordan er det så at gå i en helt fyldt klasse med 28 elever?

Marianne Friers søn har nu haft knap to måneder til at vænne sig til den nye store klasse, og konklusionen er, at der mere larm i klassen og mindre tid til den enkelte elev.

»Min søn siger, at han har svært ved at overskue, at de er så mange i klassen, og det kan jeg så sandelig godt forstå. Men der er tilsyneladende ikke noget, vi forældre kan gøre ved det, andet end at skifte til en privatskole i stedet,« siger hun.

tip os
Mistrives dit barn i den aarhusianske folkeskole? Så tip os her

I alt var der sidste skoleår fem klasser med 28 elever på Tranbjerg Skole.

B.T. Aarhus har også talt med en forælder til en pige, der går i 2. klasse på Tranbjerg Skole, som lige nu er ved at overveje, om de skal takke ja til et tilbud på en privatskole, der garanterer et loft på 24 elever. Familien vil derfor være anonym.

»Det er en svær beslutning at skifte hende til en skole, der ligger ti kilometer væk, men der er bare en anden ro, når der er færre elever i en klasse,« siger forældrene, der skal beslutte sig i løbet af de kommende dage.

De seneste år er klassekvotienten – altså det gennemsnitlige antal elever pr. klasse –  i Aarhus steget fra 21,8 elever pr klasse til 22,7. En prognose fra Aarhus Kommune viser også, at klassekvotienten bliver ved med at stige de kommende år.

Kigger man på den forskning, der er på området, kan der være både fordele og ulemper ved store og små klasser.

Frans Ørsted Andersen, der er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, fortæller, at mindre klasser – måske ikke så overraskende – opleves som lettere at tackle for lærerne. Derudover er de fysiske rammer på mange ældre skoler ikke gearet til store klasser.

Omvendt kan fordelen ved store klasser være, at der er større mulighed for eleverne for at finde kammerater, og at der kan være et mere »levende fagligt miljø«, hvor der er større chance for, at der er dygtige elever, der kan trække deres kammerater op fagligt.

»Der er altså mange forskellige faktorer, der spiller ind. Men i forhold til vores danske folkeskole er det et godt 20 elever, der er det optimale,« siger Frans Ørsted Andersen.

Cecilie Harrits er formand for Skole og Forældre i Aarhus, og hun mener, der skal være færre megaklasser i Aarhus.
Cecilie Harrits er formand for Skole og Forældre i Aarhus, og hun mener, der skal være færre megaklasser i Aarhus.

I Aarhus Kommune følger skolernes økonomi det nationalt besluttede klasseloft på 28 elever. Det betyder, at skolerne har et økonomisk incitament til at få fyldt klasserne helt, og det kritiserer formand for Skole og Forældre i Aarhus Cecilie Harrits. Hun mener, at skolerne i stedet skal tildeles penge efter et loft på 26 elever.

»28 elever er som oftest for mange, for hvis der ikke følger ekstra ressourcer med til megaklasserne – og sådan er det desværre mange steder i Aarhus – så kan det ende med, at der står én lærer, der skal tage sig af 28 elever, og så er det svært at sikre, at alle børn får den faglige og sociale støtte, de har brug for,« siger Cecilie Harrits.

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF) lover, at han vil arbejde for et klasseloft på 24 elever.

»Vi har en skole, der kører meget langt på literen, og det bliver et absolut hovedkrav fra mig at få gjort noget ved. Når klasserne er fyldte, er der mindre tid pr. elev, og der kan være mere støj,« siger han.

Hvorfor har I så ikke prioriteret det i budgetforhandlingerne for næste år?

»Vi havde det også med til forhandlingerne, men vi må være ærlige og sige, at denne gang valgte vi, at de penge, der er afsat til at løfte folkeskolen, skal gå til specialområdet, for der er store udfordringer.«