Det startede egentlig slet ikke med et ønske om at modellere på det ansigt, hun havde haft gennem sit 26 år lange liv.

Det startede derimod med en årelang smerte i form af spændingshovedpine.

Line Yasmin ville af med den og var villig til at prøve noget, hun aldrig havde prøvet før.

Botox.

Line Yasmin er smittet med corona for tredje gang.
Line Yasmin er smittet med corona for tredje gang. Privatfoto

»Jeg har lidt rigtig meget af spændingshovedpine, og så hørte jeg, at Botox i bekymringsrynken skulle hjælpe på det.«

»Det hjalp, og rynkerne forsvandt jo også, så det var bare win-win,« griner Line Yasmin og tilføjer:

»Så det var startskuddet til mine andre behandlinger, for det gjorde mig nysgerrig på den verden.«

Tre år efter det første sprøjt Botox ramte bekymringsrynken, er den nu 29-årige Line Yasmin fortsat med at gå ved sin skønhedsklinik, Lokoo, og hun er ikke den eneste.

Skønhedsklinikker i Aalborg overvældes af henvendelser fra nye og tilbagevendende kunder. På blot fire år er antallet af skønhedsklinikker i Aalborg mere end firdoblet.

Klinikkerne skønner, at der i dag er 13 butikker, hvor der for en lille håndfuld år siden kun var tre.

»Jeg kan nemt mærke, at den her branche vokser. Jeg får cirka 15 nye kunder om ugen,« siger Line Toftegaard, der ejer den kosmetiske klinik Lokoo, som har ligget i byen i godt tre år.

Her kommer alt fra 18- til 83-årige ind og får skønhedsbehandlinger.

Skønhedsklinikkæden Studio A åbnede en butik i byen i maj og kan også mærke den stigende interesse fra aalborgenserne:

»Vi får 100 nye kunder om måneden,« konstaterer Studio A-ejer Casper Dahl Hansen.

Og i takt med at populariteten for Botox- og fillerbehandlinger steg, gjorde Line Yasmins interesse for at prøve flere ting det samme.

»Kort tid efter min første behandling fik jeg lavet læber. Så har jeg også fået filler i næsen for at rette et lille bump ud,« remser hun op og afslutter:

»Og så fik jeg Botox i mine kæbemuskler, fordi jeg har tendens til at gå og tygge rigtig meget, så mine kæber var blevet ret brede og havde fået et maskulint udtryk. Med Botox bliver kæberne smallere, fordi musklerne slapper af, og ansigtet bliver mere hjerteformet.«

Line Yasmin har altid syntes, at det er okay at få lavet noget om ved sit udseende, hvis man er utilfreds med det.

Dermed tilskriver hun sig de knap 54 procent nordjyske kvinder, der ifølge en undersøgelse fra Voxmeter synes, at indgreb som filler og Botox er acceptable at få lavet.

»Jeg synes, det begynder at gå op for folk, at det bare heller ikke er et større indgreb. Jeg tror, at de, der stadig har fordomme om det, er fordi, de ikke helt ved, hvad det går ud på. Men jeg oplever slet ikke længere at blive dømt, fordi jeg har fået noget lavet,« konstaterer Line Yasmin.

På de tre år, hun selv har været klient i skønhedsbehandlingsbranchen, kan hun mærke stor forskel på accepten af behandlingerne dengang og nu.

»Jeg oplevede før, at det var tys-tys, hvis man havde fået lavet noget. Det er slet ikke lige så tabubelagt længere.«

Faktisk kender hun kun til to mennesker, der stadig har svært ved at forstå hendes valg.

»Mine forældre kan godt sige 'er det nu nødvendigt?', og 'du er jo født, som du er født'. Men ellers bliver jeg kun mødt af både mænd og kvinder, der er nysgerrige og stiller spørgsmål, fordi de overvejer det selv.«

Hun kan mærke, at mange gennem mødet med hende finder ud af, at ikke alle skønhedsbehandlinger ender med at se unaturlige ud.

»Folk møder mig og finder ud af, hvor naturligt det kan se ud. Jeg er kun blevet spurgt, om jeg har fået noget i mine læber. Ellers har folk kun fundet ud af mine behandlinger, fordi jeg selv har nævnt det.«

Line Yasmin er ikke bange for, om hun kommer til at fortryde at have fået Botox og filler i ansigtet.

»Jeg får jo ikke lavet noget, der ikke kan forsvinde igen. Det hele kan altid ændres på, men jeg har på intet tidspunkt tænkt, at jeg får for meget af hverken det ene eller det andet. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at fortryde det.«

Faktisk er hun så komfortabel med sin beslutning om at få skønhedsbehandlinger, at hun regner med, det kommer til at følge hende resten af livet.

»Jeg tænker ikke, at jeg med tiden vil have lavet flere ting, end jeg får lavet nu. Men jeg vil blive ved med at få lavet mine nuværende behandlinger for at holde det ved lige.«