En 23-årig kvinde fra den vestsjællandske by Høng fik sig torsdag noget af en overraskelse, da hun var en tur i en skov ved Sæbyvej i byen.

Her opdagede hun en gul slange på omkring en meter.

Det fik hende til at kontakte Dyreværnet, men hun blev sendt videre til politiet, da slangens ejer ikke umiddelbart kunne identificeres, så blev det i stedet politiet, der tog sig af sagen.

Efterfølgende blev en såkaldt 'krybdyrskyndig mand' tilkaldt for at håndtere slangen, der viste sig at være en gul kongepyton med den mere officielle titel Python Regius.

Slangen blev indfanget af manden, som nu tager sig af den, indtil ejeren - eller et nyt hjem - melder sig.

I døgnrapporten for torsdag 25. juli, hvor politiet beskriver det makabre fund, vurderes det yderligere, at slangen var 'lettere udsultet pga. sin tid i den vilde natur', som politiet skriver.

Den krybdyrskyndige vurderede over for politiet, at slangen formentlig ville være død inden for få måneder, hvis den ikke var blevet opdaget af kvinden.

Hvis man kender til slangen, eller kender nogen, der mangler en gul kongepyton på 105 cm og 'tynd af bygning', så kan man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 114.