En borger i Odder fik sig højst sandsynligt lidt af en overraskelse, da han skulle ind i sit hjem lørdag aften.
På trappen foran husets hoveddør vred en slange sig nemlig. En slange, der viste sig at være en kongepyton.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Slangen, der er omkring en meter lang, viste sig heldigvis at være ufarlig.

»Via foto af slangen blev det fra kyndig ekspert på området konstateret, at det var en ufarlig kongepyton,« oplyser Østjyllands Politi.
Slangen blev efterfølgende indfanget af en lokal politipatrulje.
Den befinder sig nu på Aarhus Politigård, hvor den venter på sin ejer.
»Rette ejer har dog stadig ikke henvendt sig,« oplyser politikredsen.
Det er ikke første gang, der herhjemme er bragt historier om eksotiske slanger, der på den ene eller anden måde er sluppet fri af fangenskab og har søgt ud i naturen.
Der er dog kun to kendte slangearter, som naturligt forekommer i Danmark.
Den ene er hugormen, som er den eneste giftige slange i Danmark, og den anden er snogen.
Snogen er den længste af de to slanger og kan blive op til 140 centimeter lang.
Den er let at genkende, da den ofte er helt sort og har to hvidgule pletter ved nakken. Selvom den ikke er giftig, kan den ifølge naturguide.dk godt bide. Det sker dog sjældent, og det er kun farligt, hvis der går betændelse i det.
Hugormen er en del kortere, da den normalt kun bliver op til 70 centimeter lang. Den er - ligesom snogen - relativt nemt at genkende, idet den oftest er grå eller brun og har en sort zigzagstribe, der løber ned ad dens ryg.
Hvis du bliver bidt af en hugorm, kan det være dødeligt, men det sker kun meget sjældent, at et hugormebid fører til det udfald.
Er du slangens ejermand, beder politiet om, at du ringer på telefonnummer 114.