Hvis pinden i hjulet på din jagt efter drømmehuset er prisen, er du sandsynligvis ikke alene. I 51 ud af de i alt 98 danske kommuner er de udbudskvadratmeterpriser, som 2021 hidtil har budt på, nemlig de højeste nogensinde.
Det viser en helt ny opgørelse over det aktuelle boligudbud, som boligmediet Boliga.dk står bag.
Kommunerne spreder sig bredt over landet med alle de største byer repræsenteret men også med øer som Bornholm og Fanø i blandt, hvor udbudspriserne i år er nået op på henholdsvis 11.100 og 15.400 pr. kvadratmeter.
Blandt de kommuner, der for øjeblikket ikke befinder sig på sin højeste pristinde, er det for langt de flestes vedkommende prisniveauet fra 2008 – og altså før finanskrisen – der endnu ikke er overgået.
- Ud fra vores bedste vurdering ser vi ikke ind i en ny finanskrise. Selvom vi i fjerde kvartal 2020 og første kvartal i år har set prisstigninger, der har nærmet sig samme fart, som vi så op til krisen, er det en anden situation nu med fremgang i økonomien, siger Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom og chefanalytiker hos Nykredit.
- Der har været en midlertidig fremrykning af aktiviteten på boligmarkedet, hvor folk under corona har haft tid til at ændre på deres boligforhold og har handlet før, end de måske ellers ville have gjort. Der er vi nu på vej ned mod normalen.
Blandet bund
De af landets kommuner, der oplever sine højeste kvadratmeterpriser for øjeblikket, er også mange de kommuner, der har landets højeste priser. Helt i top findes Frederiksberg Kommune med en gennemsnitlig udbudskvadratmeterpris på næsten 78.000 kroner, dernæst kommer Gentofte og Københavns Kommune, hvor husene i år står udbudt til henholdsvis godt 66.900 kroner og 54.600 kroner pr. kvadratmeter.
Omvendt er det noget mere rodet i den anden ende af skalaen; blandt landets knap så dyre kommuner. Her ligger Morsø – Danmarks p.t. billigste kommune – for øjeblikket nogenlunde på samme prisniveau, som i 2010, Lemvig ligger en anelse under sit niveau fra 2019 og Lolland og Tønder har ikke overgået sit 2008-prisniveau.
Den eneste af landets fem billigste huskommuner, der har toppet i år er således Vesthimmerlands, hvor en huskvadratmeter i gennemsnit udbydes til salg for lidt mere end 8.000 kroner, hvilket altså er den højeste kvadratmeterpris Boliga.dk nogensinde har målt i kommunen.
Se Danmarks billigste huse til salg her
https://www.boliga.dk/resultat?propertyType=1,2&priceMax=150000&sort=price-a


