Det er ingen hemmelighed, at priserne på boliger er steget i Aarhus Kommune. Men nye tal, som Boliga har trukket for B.T., viser, at der er stor forskel byerne imellem.

For naturligvis er Aarhus by med 28.608 kroner pr. kvadratmeter højdespringeren, men der skal kigges mod en anden by, når den største procentvise stigning skal findes.

Her har B.T. samlet og sammenlignet prisudviklingen for villaer og rækkehuse i de 15 største byer i Aarhus Kommune for de seneste fem år. Gå selv på opdagelse på tallene lidt længere nede. Tallene viser udviklingen år for år.

Beder noterer sig blandt andet for en stigning på 16 procent og er den absolutte vinder – eller taber, hvis du havde tænkt dig at skulle spare penge på at bo i Beder. Fra 2020 til 2021 er prisen steget med mere end 3.000 kroner pr. kvadratmeter.

I hælene på Beder kommer Solbjerg og Lystrup med henholdsvis en stigning på 11 og 10 procent.

Men hvor skal du så kigge hen, hvis du skal have mest for pengene i Aarhus Kommune?

Sabro. Så enkelt kan det skrives.

Med 17.519 kroner pr. kvadratmeter er Sabro den billigste by at købe villa eller rækkehus i Aarhus Kommune.

Sabro følges op af Trige og Harlev J med en pris pr. kvadratmeter på henholdsvis 18.644 og 18.754 kroner.

Nedenfor kan du se udviklingen i salgskvadratmeterpriser og procentvise ændring for villa- og rækkehuse pr. år i perioden 2017 til 2021 i de 15 største byer i Aarhus Kommune.

De byer, hvor den procentvise stigning for 2020-2021 ikke er angivet, er, fordi der er foretaget færre end 20 handler for perioden.  
De byer, hvor den procentvise stigning for 2020-2021 ikke er angivet, er, fordi der er foretaget færre end 20 handler for perioden.   Boliga.dk

Kurt Birger Svit er ejendomsmægler og indehaver af EDC i Odder og Beder, og han fortæller, at de stigende priser især skyldes to ting.

»Udbuddet er og har været meget begrænset, og det har været stærkt medvirkende til stigende priser inden for alle kategorier især det seneste års tid,« siger han og tilføjer:

»Der er mange, især yngre mennesker, som søger ud fra Aarhus midtby for at få have og udearealer. De fleste kommer med gode opsparinger og/eller et godt salgsprovenu, som de bruger i forbindelse med køb af villa eller rækkehus, og når udbuddet er begrænset, så giver det bedre og højere salgspriser.«

Ifølge ham kommer udviklingen til at fortsætte i fremtiden.

»Vi ser lyst på det kommende år med fortsat gode handelspriser. Vi håber, at udbuddet bliver lidt større, end det har været det seneste års tid, og det udnytter vi til yderligere at få sænket gennemsnitsalderen i villakvartererne.«