»Jeg er bange for, at de dræber mig.«

Det er en grådkvalt, ung kvinde, B.T. har i røret fredag eftermiddag.

»Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg er ikke kriminel. Jeg er i gang med en uddannelse. En uge inden jeg fik at vide, at jeg skulle tilbage til Syrien, var jeg gået i gang med at tage kørekort.«

20-årige Aveen Issa i den anden ende af røret er endnu en i rækken af unge flygtninge fra Syrien, der har fået inddraget deres opholdstilladelse i Danmark og derfor skal tilbage til deres hjemland.

De danske myndigheder har i en afgørelse vurderet, at det er sikkert for både Aveen Issa, hendes mor og hendes lillesøster at rejse tilbage til Syrien, som de flygtede fra i 2016.

Og det forstår den HF-studerende Aveen Issa fra Nørager i Nordjylland absolut ingenting af.

»Da vi kom, fik vi at vide, at vi kunne blive her, indtil krigen sluttede. Men der er altså stadig krig, der er stadig forskellige oprørsgrupper, Bashar-regimet regerer stadig. Vi flygtede fra Bashar al-Assad (Syriens præsident, red.) – hvordan skal vi vende tilbage, når han stadig er der?«

Hvad er det, du frygter ved at vende tilbage?

»Min bror og far er efterlyst af Bashar-regimet, og det vil sige, at de også er efter resten af familien. Jeg er bange for, at de dræber mig.«

I din afgørelse vurderer Udlændingestyrelsen, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder.

»Hvis en fra familien er efterlyst, så betyder det, at hele familien er det. De ville tage os og presse os til at få min bror til at vende tilbage, så de kan dræbe ham. De gør alle mulige forfærdelige ting.«

Så du mener, at deres vurdering er forkert?

»De ved ikke, hvordan det er dernede så. Der er overhovedet ikke demokrati. Du kan ikke snakke om dine politiske holdninger. Og fordi jeg er kurder og ikke araber, oplevede jeg en masse racisme i Damaskus.«

Aveen Issa sammen med sin 13-årige lillesøster. De skal begge sammen med deres mor rejse tilbage til Syrien, da det er sikkert nok, mener de danske myndigheder.
Aveen Issa sammen med sin 13-årige lillesøster. De skal begge sammen med deres mor rejse tilbage til Syrien, da det er sikkert nok, mener de danske myndigheder. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Det var også kurderne, der var imod Bashar-regimet, så alle hans soldater og tilhængere hader virkelig kurderne. Jeg satte mit liv på spil i søgen efter tryghed, blandt andet da jeg rejste fra Tyrkiet til Grækenland i en båd.«

Dengang anerkendte de danske myndigheder også, at I havde brug for beskyttelse. Nu vurderer de, at det ikke længere udgør en sikkerhedsrisiko at vende tilbage blandt andet ud fra interview med organisationer og personer bosat i Syrien. Men det er ikke det fulde billede, de har, mener du?

»Nej, overhovedet ikke.«

Taler du med nogen, der bor i Syrien? Eller hvordan vurderer du, at det ikke er sikkert?

»Jeg vurderer det ud fra sociale medier. Jeg følger stadig de sider, jeg fulgte, da jeg boede i Damaskus. Der kan man se en masse ting. Blandt andet at der bliver kidnappet mange mennesker.«

Er det fra personer eller nyhedssider på de sociale medier?

»Det er folk, der har lavet grupper, hvor de deler ting. Der er også diskussion om, at de nu vil tvinge piger og kvinder til at gå ind i militæret.«

20-årige Aveen Issa er færdig med sin HF næste år og drømmer om at læse medicin. Men nu har hun fået at vide, at hun skal rejse tilbage til Syrien, hvor hun frygter at blive dræbt.
20-årige Aveen Issa er færdig med sin HF næste år og drømmer om at læse medicin. Men nu har hun fået at vide, at hun skal rejse tilbage til Syrien, hvor hun frygter at blive dræbt. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Har du kontakt til nogen, der bor dernede nu?

»Nej.«

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye mener jo blandt andet, at der er brug for ressourcestærke personer som dig i Syrien til at hjælpe med at genopbygge landet – kan du forstå det ræsonnement?

»Er der brug for mig? Undskyld mig, men hvis Bashar stadig er præsident, så er det umuligt at genopbygge Syrien. Det er umuligt for alle.«

Aveen Issas sag skal nu vurderes i Flygtningenævnet, som har mulighed for at omgøre eller stadfæste afgørelsen. Det er det sidste håb for den 20-årige kvinde.

»Jeg stoler stadig på Danmark. Jeg stoler stadig på, at der findes mennesker med retfærdighedssans i Danmark, der vil træffe den bedste beslutning.«