Presset på Mette Frederiksens regering stiger og stiger i takt med, at flere flygtninge fra den syriske borgerkrig får besked på at rejse hjem.

Støttepartierne SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er stærkt utilfredse med regeringen, der aktivt har sat skub i arbejdet med at inddrage opholdstilladelser.

Det gælder for eksempel for den 25-årige kvinde Faeza Satouf, der skal rejse ud af Danmark inden 1. maj. Hun har siden sin ankomst i 2015 taget en HF-uddannelse og læser i dag til sygeplejerske, mens hun i sin fritid arbejder i en Aldi-butik.

»Hun har på kort tid gjort alt for at integrere sig. I stedet for at hun skal hjælpe syge mennesker på et hospital, skal hun nu sidde på et udrejsecenter og kukkelure. Det giver ingen mening,« siger udlændingeordfører Kristian Hegaard (R).

Hvis Faeza Satouf ikke rejser frivilligt, skal hun indlogeres på et udrejsecenter, da Danmark har besluttet, at man ikke med tvang sender personer til Syrien på nuværende tidspunkt.

Regeringen besluttede i juni 2020 at sætte danske myndigheder til hurtigere end planlagt at vurdere, om syrere fra hovedstaden Damaskus stadig har behov for beskyttelse i Danmark.

Det skyldes, at det ifølge flere rapporter nu ikke længere er farligt at opholde sig i den syriske hovedstad.

25-årige Faeza Satouf er bange for at blive slået ihjel, blive fængslet eller blive udsat for overgreb, når hun sætter fødderne i Syrien. Det skyldes to ting.

Præsident Bashar al-Assad har stadig magten i Syrien efter en blodig borgerkrig.
Præsident Bashar al-Assad har stadig magten i Syrien efter en blodig borgerkrig. Foto: ANWAR AMRO
Vis mere

Dels at hendes far udeblev fra militærtjeneste, dels at hun kommer fra et område, som tidligere har været kontrolleret af oprørere.

»Det er helt ekstremt skørt, at hun har fået afslag, for der er ikke fred i Syrien. Vi kan ikke garantere hendes sikkerhed,« siger Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund.

Carl Valentin, udlændingeordfører for SF, mener også, at det er for usikkert at bede syriske flygtninge om at rejse tilbage.

Men de rapporter, som Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet baserer vurderingerne på, konkluderer jo, at der ikke er noget særlig farligt ved at opholde sig i Damaskus og omegn?

»Ja, lige nu kan man måske argumentere for det. Men det kan sagtens stikke af og blive værre,« siger Carl Valentin.

Regeringen har ikke noget tilovers for kritikken. Den vil ikke være med til at ændre på lovgivningen.

»Den er, som den skal være. Man får beskyttelse i Danmark som flygtning, så længe der er brug for det. Når der ikke længere er krigshandlinger og ufred, der hvor man kommer fra, skal man rejse hjem igen,« siger Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund.

Han ser helst, at Faeza Satouf og andre syriske flygtninge uden opholdstilladelse hurtigst muligt forlader landet.

»Jeg synes da heller ikke, hun skal sidde på et udrejsecenter. Jeg synes, hun skal rejse tilbage til sit hjemland og være med til at bygge det op sammen med de hundredtusindvis af andre syrere, der vender tilbage i de her år.«

Radikale Venstre kalder nu udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i samråd for at få en forklaring på, hvorfor Danmark mener, det er forsvarligt at sende syriske flygtninge tilbage.