»Det er en hård besked at få, at nu skal jeg dø. Men jeg gider ikke bruge tid på det.«

Rasmus Davison er 19 år gammel. Han bruger tid med venner, veninder og sin familie, har fritidsjob og -interesser, og så er han uhelbredeligt syg af kræft.

En umulig situation. For hvordan indstiller man sig på, at livet skal slutte, når det er ved at starte?

Rasmus ignorerer sygdommen. Så godt som det nu lader sig gøre, og så fokuserer han på livet her og nu.

Rasmus, før han blev syg. Han har tabt sig meget på grund af kemoterapi. Foto: Privat.
Rasmus, før han blev syg. Han har tabt sig meget på grund af kemoterapi. Foto: Privat.
Vis mere

»Jeg vil ikke gå og have det dårligt, når jeg har det dårligt, så har min familie det dårligt. Det gider jeg ikke. Jeg vil hellere nyde den tid, jeg har tilbage, med venner og familie,« siger han.

Det er en lille måned siden, han sad bag Rigshospitalets tykke mure i et mødelokale med sin mor og far.

Tre dage inden var han blevet scannet, og Rasmus var klar over, der var dårligt nyt.

»Vi kom til at læse i brevet på sundhed.dk, fordi vi var pisse nysgerrige. Min faster er lægesekretær, og hun kunne forstå, at der var metastaser i lungerne. Vi tænkte bare: 'Åh, kemo igen'.«

Rasmus Davison fik amputeret benet 20. november 2019. Her ses han en uge efter operationen på Riget. Foto: Byrd / Louise Askly
Rasmus Davison fik amputeret benet 20. november 2019. Her ses han en uge efter operationen på Riget. Foto: Byrd / Louise Askly
Vis mere

Familien havde ellers indstillet sig på, at kræften var et overstået kapitel, og et års mareridt var forbi.

Tidligere på året kunne lægerne ikke få øje på mere kræft, og Rasmus' far, Steen Jensen, fortæller, at han var klar til at fejre sin store søn med flag, da Rasmus fik det, som familien troede var den sidste kemobehandling.

Rasmus selv var også mere end klar til at genoptage det liv, han pludselig havde måttet sætte på pause, da han for et år siden begyndte at få stærke smerter i det ene ben.

Dengang mente lægerne ikke, der var grund til bekymring, fordi Rasmus for nylig var faldet af en hest, men smerterne tog til, og Rasmus blev ved med at opsøge sin læge. Han ville gerne scannes, men lægerne afviste ham.

Rasmus' ben, før det blev amputeret. Han opsøgte læge mange gange, men først sent blev kræften opdaget, og benet måtte amputeres. Foto: Privat.
Rasmus' ben, før det blev amputeret. Han opsøgte læge mange gange, men først sent blev kræften opdaget, og benet måtte amputeres. Foto: Privat.
Vis mere

Forløbet er tidligere kortlagt af B.T., der bragte historien om Rasmus som en ud af en række eksempler på danskere, for hvem det har haft fatale konsekvenser, at lægen ikke lyttede.

Og særligt for kræftramte unge som Rasmus kan det være en udfordring at blive taget alvorligt af lægen, siger chefen for Analyse & Udvikling i Kræftens Bekæmpelses afdeling for Patient- & Pårørendestøtte, Bo Andreassen Rix.

»Vi er i kontakt med unge kræftpatienter, og fra dem hører vi, at de somme tider oplever, at de må gå flere gange til lægen med deres symptomer, før de bliver sendt videre til yderligere undersøgelser,« siger han.

Også i Kræftens Bekæmpelses barometerundersøgelse er der noget, som tyder på, at de unge i højere grad end de ældre oplever, at de ikke bliver taget alvorligt, og at de skal gå flere gange til lægen, fortæller Bo Andreassen Rix.

19-årige Rasmus Davison genoptræner på Riget i december 2019. Foto: Byrd/Louise Askly
19-årige Rasmus Davison genoptræner på Riget i december 2019. Foto: Byrd/Louise Askly
Vis mere

For Rasmus blev lægernes tøven fatal.

Det stod klart, da lægen i april i år alvorligt fremlagde scanningsresultaterne. Rasmus så, hvordan hans far blev helt bleg og stille, og han kunne høre sin mor græde.

»Lægerne sagde, at metastaserne var vokset, og at chancen for at overleve ikke er stor. Jeg synes, det var en voldsom besked at få. De sagde alt muligt. Jeg hørte ikke rigtig efter – jeg tænkte bare: 'Lad mig dog komme væk'.«

Og sådan har Rasmus haft det siden. Han gider ikke tænke på sygdommen. Nægter på en måde at anerkende dens eksistens.

Rasmus med sin protese. Foto: Camilla Bøgeholt Lund.
Rasmus med sin protese. Foto: Camilla Bøgeholt Lund.
Vis mere

»Jeg blev selvfølgelig ked af det, men jeg gider ikke at tænke over det, vi må tage det, som det kommer. Jeg tror, mine forældre har det anderledes – de er meget kede af det – det er svært at svare på, hvordan jeg ved det – det kan jeg bare mærke på dem,« fortæller Rasmus.

Han har også lagt mærke til, at forældrene har et større behov for at være sammen med ham.

»Vi snakker sammen hver dag og laver ting sammen, sådan var det ikke før. Det er nok blevet vigtigt at være i nuet. Det er rart, men det har også varet et år, og jeg har nok været lidt for meget sammen med dem. Det er hyggeligt, men det kan også blive for meget,« siger han.

Efter beskeden om, at kræften er tilbage, har Rasmus taget kemo i pilleform, så han slipper for at skulle være indlagt på hospitalet.

Noget af det, der betyder mest for Rasmus lige nu, er, at han kan passe sit job i et køkken, og derfor var det også et hårdt slag for ham, da Hillerød Kommune i marts afslog at betale for en benprotese, der kan tåle vand, og som dermed ifølge fagfolk var den bedst egnede for Rasmus. En sag, du kan læse mere om her.

For første gang i lang tid var der dog fredag godt nyt for Rasmus. En ny scanning har vist, at kemopillerne virker på kræften, og Rasmus kan nyde friheden til at arbejde og se venner - som en normal 19-årig.