»Det er jo gangstermetoder, kommunen bruger.«

Steen Jensen, far til 19-årige kræftsyge Rasmus Machon Davison, kæmper i disse dage og uger ikke kun mod sin søns kræftsygdom.

Faren føler også, han skal kæmpe for, at retfærdigheden sker fyldest i Rasmus' sag om en vandfast benprotese, som Rasmus har brug for, efter han fik amputeret sit ben i november 2019 på grund af kræften.

For at forstå Steen Jensens indignation og beskyldningerne mod kommunen spoler vi lige tiden tilbage:

Rasmus med sin protese, der ikke er vandafvisende. Foto: Camilla Bøgeholt Lund.
Rasmus med sin protese, der ikke er vandafvisende. Foto: Camilla Bøgeholt Lund.
Vis mere

I april i år traf Hillerød Kommune en afgørelse om, at Rasmus Machon Davison ikke kunne få en vandtæt benprotese, som han har brug for til sit arbejde i et køkken som cater. En protese til omkring 800.000 kroner.

Far og søn ville klage til Ankestyrelsen over afgørelsen, men til deres store overraskelse svarede sagsbehandleren, at Rasmus ikke ville kunne få den vandtætte protese, selv om han skulle få medhold i sin klage.

I hvert fald ikke, hvis han tog den benprotese i brug, som kommunen allerede havde bevilliget ham – en billigere protese til omkring 600.000 kroner.

»På os virkede det som afpresning. Hvis vi klagede over kommunens afgørelse, skulle Rasmus takke nej til det ben, han stod og manglede her og nu, ellers påstod kommunen, at vi ikke ville få noget ud af at klage,« siger Steen Jensen.

Rasmus Davison valgte på trods af kommunens svar at sige ja til 'den billige' protese, mens han venter på en afgørelse fra Ankestyrelsen.

Uden en protese ville han nemlig skulle gå rundt på ét ben i et halvt år frem til slutningen af september, hvor afgørelsen falder.

»Vi følte ikke, det var en mulighed for os at vente i et halvt år, og det tror jeg også godt, kommunen vidste,« siger faren.

Tilbage i nutiden sidder Steen Jensen og sønnen Rasmus tilbage med en følelse af, at Hillerød Kommune forsøgte at presse dem til ikke at klage. Og selv om Rasmus i mellemtiden har fået doneret en vandfast protese af en anonym B.T.-læser, der ønskede at hjælpe Rasmus, kæmper familien stadig videre i sagen.

De ønsker, at Ankestyrelsen slår fast, at kommunen gav dem et urigtigt svar, da de sagde, at Rasmus ikke kunne få den vandtætte protese, og at kommunen erkender, hvis der er begået fejl.

Hillerød Kommune ønsker ikke at kommentere personsager, oplyser borgmester i Hillerød Kommune Kirsten Jensen til B.T.

Til gengæld skriver hun i et brev til folketingspolitiker og byrådsmedlem Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, at Rasmus Davison godt kan få en vandtæt protese, hvis han får medhold i Ankestyrelsen, selv om han tidligere takkede ja til den billigere protese, kommunen tilbød ham i første omgang.

Mette Thiesen, der gik ind i sagen, efter B.T. skrev om Rasmus, glæder sig over, 'at Kirsten Jensen underkender sagsbehandleren', men hun er samtidig voldsomt forarget:

Rasmus' ben, før det blev amputeret. Han opsøgte læge mange gange, men først sent blev kræften opdaget, og benet måtte amputeres. Foto: Privat.
Rasmus' ben, før det blev amputeret. Han opsøgte læge mange gange, men først sent blev kræften opdaget, og benet måtte amputeres. Foto: Privat.
Vis mere

»Det er dybt problematisk og meget bekymrende, at en familie, der er så hårdt ramt, skal bruge tid og ressourcer på et system, der er så rigidt og præget af skrankepaveri,« siger politikeren og uddyber:

»Rasmus beder om en protese, så han selv kan tage et bad og passe et arbejde. Så kan han kun få den skrabede udgave (af benet, red.) og skal i stedet indrette nyt handicapvenligt badeværelse hjemme hos sine forældre, hvor han formentlig flytter hjemmefra om kort tid. Det er for alle andre mennesker ret uforståeligt, at han ikke bare har fået den vandtætte protese fra start af, og utroligt, at familien skal hele vejen igennem Ankestyrelsen,« siger politikeren.

B.T. ville ellers gerne have spurgt Kirsten Jensen om, hvorfor kommunen har givet modstridende oplysninger til den 19-årige mand, og om kommunen har tænkt sig at undskylde.

Ifølge Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, er Rasmus' sag ikke et enkeltstående tilfælde.

Her kan du læse Hillerød Kommunes svar til Rasmus, da han gjorde opmærksom på, at han ville klage over, at han havde fået afslag på en vandtæt protese.
Her kan du læse Hillerød Kommunes svar til Rasmus, da han gjorde opmærksom på, at han ville klage over, at han havde fået afslag på en vandtæt protese.
Vis mere

Her kan du læse borgmester i Hillerød Kirsten Jensens svar til byrådsmedlem Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, efter Mette Thiesen bad om svar på, om Rasmus ikke ville kunne få en vandtæt protese, hvis Ankestyrelsen gav ham medhold i hans klage.Svaret er udleveret til Rasmus, som efterfølgende har givet sin tilladelse til, at B.T. må bringe det.
Her kan du læse borgmester i Hillerød Kirsten Jensens svar til byrådsmedlem Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, efter Mette Thiesen bad om svar på, om Rasmus ikke ville kunne få en vandtæt protese, hvis Ankestyrelsen gav ham medhold i hans klage.Svaret er udleveret til Rasmus, som efterfølgende har givet sin tilladelse til, at B.T. må bringe det.
Vis mere

»Tal fra Ankestyrelsen viser, at alt for mange klagesager bliver omgjort. Det er et problem, at mennesker med handicap ikke får den rette afgørelse fra start. Det har ingen konsekvenser for kommunen, men for det enkelte menneske har det store konsekvenser. Det er sværere at passe et arbejde, en uddannelse og en familie,« siger han.

Mette Thiesen og Nye Borgerlige vil derfor arbejde på at stille beslutningsforslag om at straffe kommuner for urigtig sagsbehandling.

»Hvis ikke borgerne får den rigtige hjælp, og Ankestyrelsen bekræfter det, så bør kommunen give en kompensation. Vi er nødt til at løfte det op på et højere niveau, fordi vi kan se, at mange ikke bliver behandlet ordentligt,« siger Mette Thiesen.