Mere end 16.000 danskere har åbnet en konto hos en af Danmarks nye banker, Facit Bank, siden den kom på markedet med et særligt tilbud.

Ifølge nyeste regnskab betragtes det som 'tilfredsstillende'.

Det skriver Finans.dk om den netbaserede bank, der ejes af den fynske milliardær Niels Thorborg.

Ifølge mediet er det helt særlige ved Facit Bank, at den har markeret sig ved at tilbyde kunderne positive renter – det sker i en tid, hvor mange danske banker er kommet i fokus for det modsatte.

Sådan ser tilbuddet ud, når man kommer ind på Facit Banks hjemmeside.
Sådan ser tilbuddet ud, når man kommer ind på Facit Banks hjemmeside.
Vis mere

Seneste eksempel kom i seneste uge, hvor Danske Bank indførte negative renter for indestående over 100.000 kroner, hvorefter det lød fra erhvervsminister Simon Kollerup (S):

'Det kan ikke blive ved på denne her måde. Bankerne nærmest snubler over hinanden over de seneste måneder, hvor de har rykket på grænsen, så flere og flere danskere skal betale penge for at have deres egne penge stående i banken,' skrev han på Facebook, men fik dog siden kritik fra bankerne selv for udtalelsen.

 

Hos Facit Bank kan man ifølge Finans.dk som kunde få positive renter for indholdet på bankkontoen. Her skal man binde sig for fem år for at få en rente på 0,85 procent for at have placeret 100.000-750.000 kroner i banken.

Ifølge regnskabet tabte Facit Bank 87,1 million kroner i 2020. Det var 30-40 millioner kroner mere end forventet.

Der forventes også et underskud i 2021.