Normalt er Ida Vest Arentsen en aktiv pige, der spiller håndbold to gange om ugen, og som elsker at gå ture med sin hund. Men den seneste tid har været helt anderledes.
18. august 2021 ringer Ida hjem til sin mor for at fortælle, at hun ikke kan gå, fordi hendes højre fod pludselig er hævet helt op omkring ankelleddet.
Herefter tager de sammen til deres egen læge for at finde ud af, hvad der er galt med Idas fod. Siden den dag har Ida ikke kunnet gå.
Den dag starter Idas tur rundt i det pressede sundhedssystem. En tur, der har stået på i halvanden måned, og som kun ser ud til at fortsætte.
Sammen bor familien i Hørning lidt uden for Aarhus, hvor Ida går i 6. klasse. Men den seneste tid har de nærmest brugt mere tid i Skejby end i hjemmet.
»Jeg tror, vi har været ved lægen ti gange, hos vagtlægen og på Aarhus Universitetshospital, og vi bliver bare sendt rundt og rundt,« fortæller Idas mor, Ann-Lee Helene Vest.
Hos egen læge har beskeden været, at foden skal holdes i ro. Hendes smerter skyldes vokseværk, er diagnosen.
Hos vagtlægen har de fået besked på, at de ikke skal komme en fredag aften, fordi de ikke har tid til sådan noget.
På Aarhus Universitetshospital fik de første gang en skinne til Idas fod. Den hjalp ikke, så nu er Ida blevet MR-scannet.
Viser MR-scanningen, at Ida skal opereres, så er beskeden fra Skejby, at det ikke bliver før engang næste år.
Tilbage står en frustreret familie med spørgsmålet 'Hvorfor bliver vi ikke sendt det rigtige sted hen første gang?'
»Når det handler om børn, så kan man ikke vente så længe. Det handler om livskvalitet, og hele ens liv bliver sat på standby, når man ikke kan klare sig uden hjælp,« fortæller moren.
I den seneste tid har B.T. Aarhus sat fokus på et problem, som vedkommer os alle, hvis uheldet er ude.
Aarhus Universitetshospital er i knæ.
Først kom corona, så strejkede sygeplejerskerne, og så blev landet ramt af RS-virus. I Skejby er de desuden ramt af et næsten endnu større problem i form af manglende medarbejdere. Det har blandt andet medført, at man har været nødt til at nedlægge 25 sengepladser, selvom patienter i tusindvis venter.
I midten af det hele sidder Ida og hendes frustrerende forældre, der netop er blevet fortalt, at en eventuel operation først ligger langt ude i fremtiden på grund af den situation, hospitalet befinder sig i.
»Vi er rimelig desperate, og vi ved ikke, hvornår vi kan forvente, at der sker noget,« fortæller Ann-Lee.
Ann-Lee har indtil videre stået for at transportere Ida rundt, når hun har skullet noget. Det kræver planlægning, en forstående og fleksibel arbejdsplads. Men spørgsmålet er, hvor lang tid ens omgivelser kan være fleksible, og så frygter hun, at hun i fremtiden kan stå helt uden arbejde.
»Jeg kan ikke lade en 12-årig, der ikke kan noget, være alene hele tiden. Som forældre er mit største ansvar at sikre og sørge for mit barn, men det kan komme til at koste dyrt andre steder, hvis udsigterne ikke ændre sig,« fortæller hun.
Det er halvanden måned siden, at Ida ringede hjem til sin mor og fortalte om skaden. Siden har hun kun været i skole to gange om ugen. I stedet har hun været fasttømret til sine krykker eller en kørestol.
Indtil i mandags foregik turen til og fra skole i familiens bil. Nu kører Flextrafik, så Ida er på skolen klokken 7.30, hvor hun må vente, indtil klassekammeraterne kommer. Frikvarterne foregår siddende.
Det meste af tiden går med at sidde frustreret i sofaen og se fjernsyn, mens veninderne knokler til håndbold.
I næste uge har hun meldt afbud til en cykeltur med skolen, fordi hun ikke kan cykle.
Tilbage sidder der en mor, der kan se sin datter blive mere og mere ked af det.
»Jeg frygter virkelig, at det her kan udvikle sig til værre ting som for eksempel en depression. Det håber jeg virkelig ikke,« siger hun.
Ann-Lee Helene Vest har 22. september søgt aktindsigt i sin datters sundhedsjournal for at dokumentere hele forløbet. Der kan gå op til syv dage, før hun får adgang til aktindsigten, lyder beskeden.
Artiklen er derfor baseret på Ann-Lee Helene Vests oplevelse af forløbet.
