Rapporter har vist, at dele af Næsby Skole var usikker for eleverne at bruge.
I så slem en grad, at man fra kommunens side valgte at sende elever fra 5. til 9. klassetrin hjem, fordi skolens bygninger fra 1965 ifølge rapporten ikke kunne holde til blandt andet det, der kaldes ‘rytmisk bevægelse’. Det skriver TV 2 Fyn.
Alligevel skulle der gå 11 dage, fra kommunen fik beskeden om skolens tilstand, inden man sendte børnene hjem.
Noget, som undrer Mia Kruse, der er mor til Noah i 5. klasse. Til B.T. har hun udtalt:
»Det er nyt for mig. Det er overraskende, at der skal gå så lang tid. Det er trods alt helbred og liv, der er på spil, hvis den braser sammen.«
Kontorchef i Byggeri og Ejendom Per Rygaard i Odense Kommune udtaler til tv-stationen, at selvom man altså af sikkerhedshensyn sendte eleverne hjem, ikke mener, børnene har været i fare i de 11 dage.
Han siger, at der stensikkert har været ‘rytmisk bevægelse’ i de 11 dage, men at det har været inden for det, man kan kalde normal drift.
»Det er ikke vores vurdering (at der var fare, red.) ud fra de oplysninger, vi har,« siger han.
Skolens leder Berith Bonnesen har været bekymret for elevernes ve og vel, efter man sendte de ældste klasser hjem fra 24. august.
»Den største udfordring bliver at passe på det samlede fællesskab. Hvis vi eksempelvis skal fordeles ud på to skoler, kan det gå ud over det store fællesskab og trivslen,« har hun tidligere udtalt til B.T. Odense.
Det er skolebygningens bæreevne i etageadskillelsen, som ikke lever op til sikkerhedskravene. By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune arbejder på en plan for, hvordan de vil renovere den nedslidte bygning.
B.T. har forsøgt at få uddybende kommentarer fra kontorchef Per Rygaard, om hvordan beslutningsprocessen i de 11 dage forløb. Det var ikke muligt i weekenden, lyder svaret fra kommunen.



