'Schockierend.'

Billederne af danske kongelige foran byttet fra onsdagens kongejagt i Gribskov har sendt chokbølger gennem redaktionen på det tyske sladdermagasin Promiflash.

Det er faldet magasinet for brystet, at Dronningen, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary efter jagten sammen med deres gæster stillede op til fotografering foran de 30 døde stykker vildt som eksempelvis krondyr og en enkelt ræv.

'På adskillige fotos poserede de kongelige højheder foran en horde af døde rensdyr!' hedder det blandt andet i artiklen. Som kyndige jægere hurtigt vil kunne konstatere, er det dog ikke rensdyr, men krondyr, der ses på billederne fra jagten.

Magasinet har også delt artiklen på Facebook, hvor der heller ikke bliver lagt fingre imellem:

'Et forfærdeligt syn for alle dyreelskere! Som en del af paraden efter den kongelige jagt stillede de danske kongelige sig foran deres bytte,' hedder teksten i opdateringen.

Et andet sted i artiklen omtales traditionen med kongejagt som 'den voldelige sport.' Magasinets læsere på Facebook er dog delte i sagen. Nogle er forargede, mens andre finder det helt naturligt.

Kongejagte er en omkring 170 år gammel tradition i Danmark. En ældgammel lov giver kongehuset gratis jagtret på en tredjedel af statens naturarealer. Det svarer til et område større end Bornholm.

Det er billeder som dette fra onsdagens kongejagt i Gribskov, der vækker opsigt i Tyskland.
Det er billeder som dette fra onsdagens kongejagt i Gribskov, der vækker opsigt i Tyskland. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da dronningen ikke selv går på jagt, var det i mange år prins Henrik, der var vært ved jagterne, men efter hans død har Kronprinsen overtaget den opgave.

Deltagerne er som oftest nære venner af den kongelige familie og samfundets spidser. Onsdag deltog 23 gæster - blandt dem hele otte prinser, fyrster og andre adelige fra udlandet - i jagten.

Som B.T. kunne fortælle onsdag, så deltog overraskende mange tyske fyrstelige i jagten. Det undlader Promiflash dog at komme ind på.

Mens mændene var i skoven for at jage, var hustruerne - med dronningen i spidsen - på Statens Museum for Kunst for at se guldalderkunst. Efter endnu et stop hos Georg Jensen stødte fruerne til resten af selskabet på Fredensborg Slot, hvor majestæten havde inviteret til jagttaffel.

Et blik på jagtens bytte. 30 dyr måtte lade livet for de royale kugler.
Et blik på jagtens bytte. 30 dyr måtte lade livet for de royale kugler. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er ikke første gang de kongelige jagter rejser kritik.

Tilbage i 2015 diskuterede en række folketingspolitikere, hvorvidt der skulle strammes op på den årelange tradition for gratis kongejagt i statens skove.

Dengang var det dog snarere de royales privilegier til de store jagtarealer, der vakte debat.

Ifølge DR, som dengang undersøgte sagen nærmere, kunne en enkelt jagt i gennemsnit koste Naturstyrelsen omkring 100.000 kroner.