Efter nytår er det meningen, at kronprinsparrets fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, skal gå på skolen Lemania-Verbier i Schweiz.

Skolen bekræfter, at det er sandt, at de fire børn skal gå på skolen i tre måneder, men de har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Fra skolens side bliver det dog oplyst, at de hovedsageligt er en skole med elever, som går der hele året rundt, men at de også udbyder et 12 ugers program i deres vinterskole.

Det er det program, som de fire kongelige børn skal deltage i.

Fra kontoret oplyses det desuden, at man mener, at der på skolen går over 15 til 20 forskellige nationaliteter, som kommer fra hele verden.

Det er en skole, hvor man til dels har almindelig undervisning, men hvor man forbinder det med, at eleverne kan stå på ski.

Børnene kender også området fra tidligere, hvor Kronprinsen og familien har lånt deres ven Peter Warnøes skihytte i netop Verbier, hvor skolen ligger. Vennen er blandt andet kendt for sin rolle i tv-programmet 'Løvens hule'.

Den internationale skole følger det nationale engelske pensum, og så har de deres skiprogram.

Tidligere har kongehuset delt billeder fra deres skiture i området på deres sociale medier.

Kronprinsesse Mary var sammen med sin ægtemand de sidste dage i Frankrig på et erhvervsfremstød onsdag, da nyheden om det forestående skoleophold kom ud.

Her stillede hun ikke op til interview med den fremmødte presse, men gav hurtigt en kommentar om, at hun ser opholdet som en gave til sine børn.

De fire børn skal fortsætte i deres folkeskole i Gentofte, nemlig Tranegårdsskolen, når de kommer tilbage. Prins Christian er nu 13 år, prinsesse Isabella er 12, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er 8 år.