Nok har de blåt blod, men selv de kongelige afklæder sig af og til deres stiveste pus til fordel for mere afslappede klæder.

Således bemærker flere royale tilhængere, at den norske kongefamilie er dejligt jordnær på nogle billeder, som kongehuset har delt fra en familieudflugt.

Familien har netop afsluttet deres sommerferie med et besøg i Lofoten - en øgruppe i det nordlige Atlanterhav.

Kong Harald og hustru dronning Sonja havde inviteret familien med på kongeskibet Norge, og i praktiske og afslappede klæder drog de rundt i området.

Særligt ét af billederne fra turen er løbet med en del opmærksomhed.

På billedet er 16-årige prinsesse Ingrid Alexandra, der er nummer to i tronfølgen, iført et par hullede jeans, og i ørerne har hun et par AirPods - altså trådløse høretelefoner - bemærker flere. Nogle vil sågar vide, hvor hendes bukser er fra.

Til højre for hende står lillebror prins Sverre Magnus i bare tæer, og prinsesse Märtha Louises den yngste, Emma Tallulah, er hoppet i et par klipklapper.

Faktisk er alle i tøj, vi dødelige sikkert også ville have iført os på sådan en sejltur. Alle med undtagelse af kong Harald altså.

Her kongeparret sammen med børn og børnebørn.
Her kongeparret sammen med børn og børnebørn.
Vis mere

Den norske konge er på billedet ulasteligt klædt i et mørkt jakkesæt, en lyseblå skjorte og et rødmønstret slips.

'Sikke et flot hold. Jakkesæt, joggingbukser, AirPods og bare tæer i én god blanding,' bemærker en bruger således på Facebook, hvor billedet er delt.

I kommentarsporet er der desuden bred enighed om, at den norske kongefamilie altså er ganske nydelig.