Fredag aften stod prinsesse Märtha Louise foran en fuld sal af journalister.
Og her på scenen til journalistkonferencen Skup i Tønsberg, kom den norske prinsesse ind, viftende med et hvidt flag. Klar til endnu en gang at rette kritik mod den norske presse, hun overgav sig til.
»Ingen af jer oplever det, I udsætter andre mennesker for. Det er et meget hårdt pres psykologisk, når hele presse-Norge er mod dig,« lød det fra prinsesse Märtha Louise i et interview med Allers tv-chef, Mads Andersen.
Den norske prinsesse har ved flere lejligheder beskyldt pressen for at være for hård og hensynsløs og for at fordreje sandheden.

Ikke mindst har prinsesse Märtha Louise tidligere sagt, at pressen var delagtig i, at hendes eksmand tog livet af sig, og i at hun selv måtte udtræde af det norske kongehus.
Herefter har flere kongehuseksperter og journalistiske instanser anklaget prinsessen for manglende selvindsigt – og nu skyder prinsesse Märtha Louise tilbage.
»I er ikke selv særligt gode til selvkritik,« fastslog prinsessen fra scenen.
Herfra fremviste hun også et Power Point-show med tidligere artikler. Og her fremstillede hun ny kritik af den norske presse – blandt andet, at de skulle have en alvorligt lemfældig citeringspraksis.

Men det meste af kritikken var gentagelser fra tidligere udbasuneringer.
Ikke mindst hendes holdning til, at pressen var for hårde ved hendes eksmand, forfatteren Ari Behn, som først skulle have fået en ordentligt behandling efter sin død – og at hun nu ser det samme mønster gentage sig med sin forlovede, shamanen Durek Verrett.
Den spirituelle Durek Verrett har da også været underlagt en del kritik for sine kontroversielle udtalelser.
Blandt andet har han påstået at være reptil, at kunne tale med ånder og at kunne kurere alt fra kræft til corona.
Særligt sidstnævnte påstand – hvor Durek Verrett fortalte at være blevet kureret fra indlægningskrævende coronavirus med nogle særlige medaljoner, han selv solgte for den nette sum af 1600 kroner – mødte kritik fra alt fra Forbrugertilsynet over landets statssekretær og til det norske kongehus selv.
Men prinsesse Märtha Louise, der selv er spirituel, mener, at pressen angriber hende og hendes forlovede.
»Måske virker medaljonen? Det ved du ikke, for du har ikke prøvet den,« påstod prinsessen fra scenen.
De såkaldte 'spirit optimizers' har dog flere gange fået dementeret at skulle have en effekt.
