Bedstemor er dronning, og én af de rigeste regenter i verden.

Men selv om efternavnet er Windsor, så forsøger det britiske hertugpar at give deres tre børn noget, der minder om en almindelig opvækst.

Og når kalenderen ikke er besat med statsbesøg, royale fester og blitzlys på den røde løber, så er William og Kates hverdag fyldt med de samme små og store glæder, som alle andre forældre kender.

Som så mange andre fædre har også den britiske prins William visse udfordringer med at sætte sin lille datters hår.

»Forsøg aldrig at lave en hestehale. Det er et mareridt,« lød det for nylig fra prinsen, da han og hertuginde Kate besøgte Blackpool.

Foto: HANDOUT
Vis mere

Ifølge magasinet OK! faldt bemærkningen, da William talte med en anden far fra gruppen Dads 4 Life om faderrollens udfordringer.

»Jeg kan lave en hestehale nu, men det er også det eneste, jeg kan,« erkendte prinsen.

Faderen fra Dads 4 Life fortalte de royale gæster, at han selv havde haft meget glæde af at lære teknikken ved hjælp at YouTube.

»Har De prøvet at lave fletninger? Det er som vævning. Virkeligt svært,« supplerede Kate.

Foto: Dominic Lipinski
Vis mere

Det er hertugparrets tre-årige datter Charlottes mørke lokker, der må lægge for, når prinsen øver sine fingerfærdigheder.

Da hertuginden senere ved samme besøg hilste på en anden far med en bedårende baby på armen, indrømmede hun, at hun blev en smule skruk.

»En baby nummer fire?« ville faderen vide, hvortil Kate hurtigt svarede, at hun tvivlede på, at hun ville få sin mand med på den idé.

»Jeg tror, William ville blive en smule bekymret.«