Den ene er 92 år. Den anden 37.

Den ene af dem har været Dronning i Storbritannien i en menneskealder. Den anden bliver det en engang i en fjern fremtid.

Den ene er småbørns mor til tre. Den anden har en mindre hær af børn, svigerbørn, børne- og oldebørn omkring sig.

Tirsdag gennemførte den britiske monark dronning Elisabeth og hertuginde Kate for første gang et officielt besøg sammen.

Selv om de to ved tidligere lejligheder har optrådt sammen, var besøget tirsdag på King's College i London første gang, de ikke var ledsaget af andre medlemmer af den kongelige familie.

Og trods en aldersforskel på hele 55 år så det ud til, at de to kvinder hyggede sig sammen på deres soloopgave.

Dagen derpå flyder de britiske medier da også over med billeder og detaljer fra begivenheden.

Den 92-årige dronning Elizabeth virkede i storslået form, og der blev smilet og grinet under hele besøget.

Særligt Kate hyldes for sin måde at give plads til Dronningen og følge den royale ettikette.

'Som den royale protokol foreskriver, så ventede Kate i bilen, mens Dronningen gik ud, og forlod så selv bilen til sidst. Hun blev ved med at gå bag ved monarken, da de gik ind i bygningen,' skriver Daily Mails reporter.

Og især detaljen om, at de to royale kvinder delte et blåt tæppe i bilen, vækker opsigt.

Ifølge netmediet ETonline var hertugindens grå dragt fra Catherine Walker, mens Dronningen var iført en lyserød frakke fra Sterwart Parvin.