Det britiske kongehus sagsøger medierne The Sun og The Mirror.

Ifølge prins Harry har de to britiske medier hacket hans telefon, skriver BBC.

Helt konkret anklager prins Harry medierne for ulovligt at have skaffet sig adgang til hans telefonsvarer.

Sagsanlægget kommer i forlængelse af, at prins Harry forleden berettede, at kongehuset planlægger at sagsøge The Mail on Sunday.

Mediet har ifølge kongehuset uden tilladelse bragt et håndskrevet brev, som hertuginde Meghan har skrevet til sin far.

Med fredagens udmelding eskalerer prinsen altså sit togt mod den britiske tabloidpresse, som han ikke er sen til at kritisere.

'Desværre er min kone blevet et af de seneste ofre i den britiske tabloide presse, der kører kampagner mod individuelle personer uden tanke for konsekvenserne,' skrev han forleden i en officiel udtalelse.

Han påpeger, at både han og Meghan tror på den frie og objektive presse, som de begge betegner som værende en hjørnesten i demokratiet.

Ligeledes henviser de til, at der aldrig før har været så megen brug for de ansvarlige medier.

Men medierne er ikke ansvarlige, når de fører hetz mod hertuginde Meghan, lyder det.

'Hun er den samme kvinde, som hun var for et år siden på vores bryllupsdag, ligesom hun er den samme kvinde, du har set på denne Afrika-tur,' skrev prins Harry.

Prinsen nægter dog at lade historien gentage sig.

Han udmelding skal nemlig også ses i lyset af, at hans mor, prinsesse Diana, døde i en ulykke i 1997, da hendes chauffør forsøgte at køre fra netop paparazzi-fotografer.

'Selvom denne handling (sagsanlægget, red.) muligvis ikke er den sikreste, så er det den rigtige. Fordi min dybeste frygt er, at historien gentager sig. Jeg har set, hvad der sker, når nogen jeg elsker, er presset til det punkt, at de ikke længere behandles eller ses som en rigtig person,' forklarede prins Harry forleden og tilføjede:

'Jeg har mistet min mor, og nu ser jeg min kone blive offer for de samme magtfulde kræfter.'

Grænseoverskridende journalistik er da heller ikke ukendt i de britiske medier, hvor News of the World - landets mest solgte avis - måtte lukke som konsekvens af flere skandaler.