Prins Harry har i flere år haft en masse øjne på sig.

Det talerør vælger han sammen med sangeren Ed Sheeran nu at benytte til at slå et slag for, at man begynder at dele opelevelser med psykisk sygdom.

De to får dog gjort det på deres helt egen måde.

Onsdag blev der på hertugparrets Instagram-profil teaset for, at de to rødhårede mænd havde noget på vej, og nu er det så blevet afsløret, hvad de pønsede på.

De har lavet en video sammen, hvor de opfordrer til, at man får talt højt om det, hvis man lider af psykiske problemer.

Videoen handler dog ikke kun om tunge emner. De to mænd får også gjort lidt grin med sig selv.

De laver nemlig nogle jokes om det at være 'ginger', som det bliver kaldt, når man er rødhåret i Storbritannien.

»Folk forstår bare ikke, hvordan det er at være os. Jeg synes, det er på tide, at vi står op og siger, vi vil ikke finde os i det her mere. Vi er 'ginger', og vi har tænkt os at kæmpe,« lyder det fra sangeren i videoen.

Arkivfoto af Ed Sheeran. EPA/CLEMENS BILAN
Arkivfoto af Ed Sheeran. EPA/CLEMENS BILAN Foto: CLEMENS BILAN
Vis mere

Men joken bliver kørt videre og prinsen understreger overfor Sheeran, at det altså ikke handler om de rødhåredes kamp, men at det handler om, at det er 'World Mental Health Day'. (En dag hvor der verden over bliver sat fokus på mentalsundhed, red.)

Sammen med prins Harry og Ed Sheerans opslag er der lagt en række links til steder, hvor folk kan søge hen, hvis de har rbrug for mere viden elle rhjælp i en svær periode.

Hertugen af Sussex, prins Harry har en unik mulighed for at nå ud til en masse mennesker med sådan et budskab. Han og hustru heruginde af Sussex, Meghan, har nemlig 9,6 millioner følgere på Instagram.

Når man så ltager med, at Ed Sheeran, som også har delt videoen, har 32,2 millioner følgere, så er det mange mennesker, som kan modtage deres budskab om at dele sine mentale problemer.